Forlanger, at medlemmer af stemmeudvalget deponerer deres mobil.
SFs daglige ledelse har på lørdag helt ekstraordinært pålagt de fem medlemmer af SFs stemmeudvalg at deponere deres mobiltelefoner, mens optællingen finder sted.
Det sker for at undgå, at afstemningsresultatet lækkes i utide og slipper ud før kl. 13.30 lørdag eftermiddag, når hele SF er samlet til konvent på Den Sorte Diamant i København.
Samtidig har ledelsen truffet omfattende sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at undgå, at der kan rejses tvivl om valgprocessen og selve resultatet.
Intet må sive
Landsledelsesmedlem Trine Pertou Mach siger, at det er vigtigt for hele partiet, at der ikke kan sættes en finger på resultatet.
- Når vi ikke vil have, at resultatet siver ud før tid, skyldes det, at vi har indkaldt til et SF-konvent for at offentliggøre det. For både formandskandidaterne og for folk, der kommer rejsende til København fra hele landet, ville det da være utrolig ærgerligt og utidigt, hvis det slap ud før tid, siger hun.
13.000 stemmeberettigede
De 13.000 stemmeberettigede medlemmer har kunnet stemme pr. brev og på nettet. Den elektroniske valgproces har det velrenommerede it-firma cBrain stået for. Man har leveret en løsning, der sikrer, at det kun er de fem medlemmer af stemmeudvalget, der har adgang til at kalde resultatet frem.
- Selvfølgelig vil vi være sikre på, at det er det rigtige og uberørte resultat. Alle skal kunne regne med, at der ikke er blevet pillet ved det. Det er vigtigt for os, at der ikke opstår tvivl om processen, siger Trine Pertou Mach.
Ifølge SFs næstformand Mattias Tesfaye forventes optællingen af stemmerne er være færdig på lørdag ved 12-tiden.
Låses inde
De to formandskandidater, Astrid Krag og Annette Vilhelmsen får som de første overbragt resultatet. De lukkes ind i et lokale, hvor stemmeudvalget også opholder sig. Vinder og taber skal have mulighed for at fordøje resultatet i fred og ro, spise lidt frokost og skrive en pressemeddelelse, inden det officielle program går i gang kl. 13.00.
Også Astrid Krag og Annette Vilhelmsen vil blive opfordret til ikke at benytte deres mobiltelefoner, før Villy Søvndal som første programpunkt har holdt sin tale, og resultatet annonceres fra talerstolen.



