Byggemarkeder bliver nu underlagt strengere kontrol efter afsløring af farlig kemi i bl.a. legetøj, oplyser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)

Miljø - og fødevareministeriet indleder nu en kontroloffensiv mod byggemarkeder. Det sker efter afsløringerne om, at flere byggemarkeder ikke oplyser om den farlige kemi, der er i nogle produkter, herunder legetøj til børn. Det oplyser Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

»Det har vist sig, at byggemarkederne ikke altid informerer om indholdet af problematiske stoffer, når de bliver spurgt. Det er ikke i orden,« siger han.

BT kunne 31. januar fortælle, at byggemarkederne Silvan, Jem & Fix, Bauhaus og Harald Nyborg har brudt loven, når de i strid med sandheden har fortalt forbrugerne, at flere produkter ikke indeholder sundhedsskadelig kemi. Men en laboratorietest som Forbrugerrådet Tænk Kemi havde foretaget viste det modsatte.

Nu vil Esben Lunde Larsen have nye kontroller i byggemarkederne og indkalder også branchen til møde om pligten til at informere.

»Vi skal beskytte danske forbrugere mod skadelig kemi. Så der vil komme en ny kontrolkampagne, der sikrer mere kontrol på byggemarkederne. Ud over det vil jeg holde møder med de brancheorganisationer, der repræsenterer byggemarkederne, og så er der en EU-afstemning torsdag, der forhåbentlig sikrer et forbud mod de her ftalater,« siger Esben Lunde Larsen.

Mener du, at det her løser problemet?

»Ja, ellers havde jeg ikke iværksat initaitiverne. Det er helt enkelt, at man som byggemarked skal leve op til de regler, vi har. Det kan vi tydeligt se, at de ikke gør, og derfor er det nødvendigt at kontrollere yderligere. Det her skal der håndhæves over for,« siger Esben Lunde Larsen.

Han tilføjer:

»Jeg har grundlæggende tillid til at danske producenter og salgssteder over de regler, der er. Når det viser sig, at de ikke gør det, så bliver vi nødt til at følge op både overfor brancheforeningerne, men også på kontroldelen«.

Skulle man ikke lade hammeren falde lidt hårdere over for de, der ikke overholder reglerne?

»Vi bliver selvfølgelig nødt til at overveje sanktionsstørrelser, når vi arbejder med de her forhold. Men vi har en forventning om, at når vi øger kontroltrykket, så skal det medvirke til en ændret adfærd på byggemarkederne,« siger ministeren, der fortsætter:

»Vi kendte ikke til problemets omfang, fordi så havde vi handlet på det. Det er nyt for os, at byggemarkederne ikke overholder reglerne. Og derfor iværksætter vi de her nye kontrolkampagner. Byggemarkederne har en informationspligt, og det kan vi konstatere på baggrund af de seneste afsløringer, at de ikke lever op til den,« siger Esben Lunde Larsen.