Onsdag skal skattedirektør og dagbogsforfatter Lisbeth Rasmussen fortælle, hvordan Troels Lund Poulsen (V) og hans departementschef »angreb« Thorning-parrets skatteafgørelse.

Hendes dagbog er allerede brudt op og læst. Nu gælder det for Skattesagskommissionen om at lirke op for skattedirektør Lisbeth Rasmussens tanker og hukommelse, da hun skrev den.

Lisbeth Rasmussen var chef for den gruppe sagsbehandlere i Skat København, der i sommeren 2010 blev sat til at behandle daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag. Onsdag skal skattedirektøren for anden gang vidne foran kommissionen i Søborg, og her vil hun formentlig blive bedt om at uddybe et særligt afsnit i sin dagbog.

Afsnittet er skrevet efter et møde i Skatteministeriet 16. september 2010, som hun ikke var med til, men fik refereret over telefon af fagdirektør Ivar Nordland:

- Han (Ivar Nordland, red.) er lettere ophidset - Peter Loft (daværende departementschef i Skatteministeriet, red.), ministeren (Troels Lund Poulsen, red.) og spindoktoren (Peter Arnfeldt, red.) angriber vores afgørelse (...) Ivar Nordland er vred over, at Peter Loft blander sig endnu mere, end ministeren og hans spindoktor gør det, skriver Lisbeth Rasmussen i sin dagbog, som siden er blevet lækket til BT.

Før mødet 16. september 2010 konkluderede Skat København, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i perioden 2007-2009 - og det er den afgørelse, som de tre tilsyneladende »angriber«.

Efter den seneste afhøring af Lisbeth Rasmussen - og efter tidligere afhøringer af to øvrige embedsmænd - står det klart, at Skat København oplevede et pres fra toppen af Skatteministeriet under sagsbehandlingen af Thorning-parrets skattesag. Spørgsmålet er, om embedsmændene ligefrem oplevede en direkte politisk indblanding med det formål at få afgørelsen omgjort.

Hverken skatteministeren eller departementet må blande sig i afgørelser af enkeltsager, så hvis det er sket - og kan dokumenteres - kan Troels Lund Poulsen i værste fald ende med at få en rigsretssag på halsen. Han har selv afvist over for kommissionen at skulle have blandet sig i sagsbehandlingen som minister.

Også den socialdemokratiske ledelse har været i kontakt med Skat København i forbindelse med skattesagen. Ved seneste afhøring af Lisbeth Rasmussen kom det frem, at skattedirektøren i efteråret 2011 havde haft en samtale om skattesagen med Bjarne Corydon, der dengang var stabschef for Helle Thorning-Schmidt.

I den forbindelse besluttede kommissionen - på anmodning fra Lisbeth Rasmussens advokat - at dørene bliver lukket for pressen, når skattedirektøren onsdag skal fortælle om samtalen med Corydon. Pressen og tilhørerne vil altså blive sendt uden for døren, når dette emne kommer op.

Søndag kunne Berlingske løfte sløret for en del af korrespondancen mellem skattedirektøren og Corydon. Ifølge Berlingskes oplysninger sendte Corydon blandt andet en email til Rasmussen, hvor han anmoder hende om at gribe ind og afkræfte rygtet om, at Thorning og Kinnock ikke boede sammen som mand og kone.

Afhøringen af Lisbeth Rasmussen begynder onsdag klokken 9.30. Følg med live på bt.dk.