Danske Folkepartis Søren Krarup svingede alligevel ikke tasken efter en overophedet Irak-debat, men hans modstander kaldte ham til gengæld 'lille Hitler' - siger et vidne.

Tumulten mellem det forhenværende folketingsmedlem Søren Krarup og advokat Christian Harlang efter Irak-høringen forleden er historien om fjeren og de fem høns, og at en af parterne altid trækker Hitler-kortet i en diskussion.

I lørdagens udgave af Politiken kan man under overskriften 'Søren Krarup svingede tasken, da argumenterne hørte op' læse, hvordan en høring om Irak-krigen på Christiansborg forrige fredag endte med tumult mellem DF's Søren Krarup og den Irakkrig-kritiske Christian Harlang. Det skulle være sket, da Krarup fra tilhørerrækkerne ville forsvare sin datter Marie Krarup, der deltog som DF's forsvarsordfører.

Men nu viser det sig, at Harlang ikke fik et dask med tasken, men han fik - vist nok - kaldt Krarup for 'lille Hitler'. Og at ophavsmanden til debat-indlægget, cand.scient.pol. Hans Branner, ikke fik set hele optrinnet, men han fik til gengæld genfortalt det halve af ham, der så det hele. Nemlig Jørn Boye Nielsen, medlem af FN Forbundets-bestyrelse og deltager i den omtalte Høring.

- Åh, det er vist fjeren, der er blevet til en hel høne. Det er rigtig nok mig, der har fortalt historien til Branner, men jeg var meget oprevet af Marie Krarups barske argumentation, og den har nok fået lidt mere, end den ville have fået, hvis jeg havde fortalt den til dig og vidste, at den endte i spalterne. Der blev ikke svunget nogen taske, men Krarup holdt sin mappe ud, sådan for at standse Harlang, siger Jørn Boye Nielsen.

I modsætning til debatindlæg-skriveren, nåede han med ud på gangen, hvor Søren Krarup tog diskussionen op med Harlang igen.

- De får sagt nogle forfærdelige ting til hinanden. Krarup har, hvad jeg vil kalde et 'truende kropssprog', men Harlang får også kaldt ham 'lille Hitler', siger Jørn Boye Nielsen og tilføjer klukkende:

- Det var som at høre to teenagere skændes.

Søren Krarup har allerede tidligere i dag kaldt det 'sludder', at han skulle have dasket sin taske efter Harlang. I stedet kunne han fortælle, at Harlang råbte 'racist, nazist, fascist' ind i hovedet på ham. Men det benægter Christian Harlang - til gengæld vil han gerne vedkende sig, at han har sammenlignet datteren med Hitler. Under selve debatten.

- Marie Krarup vil ikke have regler for krig og fred, for det er alligevel den stærkeste, der får ret. Jeg pointerer, at i så fald ville jungleloven herske, og at hun med det synspunkt er tættere på A. Hitler end på ordene på domhuset: 'Med lov skal land bygges', siger Christian Harlang.

Men tasken blev ikke svunget, medgiver han.

- Nej, men han satte sin mappe ud, og jeg tror, at hensigten var, at jeg skulle falde over den. Spørger du mig, om jeg er overrasket over, at sådan en ældre herre optræder så aggressivt og truende, siger jeg ja. Men spørger du mig, om jeg vil politianmelde ham, er svaret nej. Jeg foretrækker at løse det i mindelighed, siger Harlang.

Hvad skulle du politianmelde ham for?

- Det er et hypotetisk spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på.