- Det bekymrer mig, at vi piller ved vores kerneområder. Jeg har været formand socialudvalget i mange år, og min holdning er, at børnehaver, ældrepleje og handicapområdet skal være i offentligt regi. Jeg håber inderligt ikke, at man vil rykke ved det, siger socialdemokraten og 2. viceborgmester i Assens Henrik Hansen (S).

Udmeldingen kommer, efter det onsdag kom frem, at finansminister Bjarne Corydon (S) har bestilt et konsulentfirma til at komme med forslag til at få bedre og/eller billigere velfærd ved at lade private løse opgaven.

Læs også: FOA-formand om private kan stå for kerne- velfærden: Corydon må være gået amok

Han sad selv i byrådet i Assens, da den daværende Venstre-borgmester forsøgte sig med at udlicitere børnepasningen til ISS.

Mange protester

- Jeg er en af dem, der har prøvet det. Og der var store protester blandt både forældre og personale og også i den socialdemokratiske gruppe. Det kostede kommunen 6-700.000 kr. ekstra og kom i sidste ende også til at koste den daværende borgmester valgsejren ved det efterfølgende kommunalvalg, fortæller Henrik Hansen.