Donald Trump blev godt nok nummer to o f'rste runde af primærvalgene. Men hans popularitet i den amerikanske befolkning stikker dybere end som så.
Med denne uges primærvalg i Iowa blev kampen om at blive den næste amerikanske præsident endelig skudt i gang. Excentrikeren og kamikaze-kandidaten Donald Trump fik ikke den republikanske førsteplads, som han var blevet spået. Men hans overraskende popularitet – Trump blev en snæver nummer to i Iowa – er ikke desto mindre vigtig at forstå og forklare. Både Trump og hans valgslogan, ‘Make America Great Again’, fortæller os noget om, hvad det egentlig er, der sker med USA i disse år. Ikke bare med amerikansk politik. Men med den amerikanske identitet.
Når Trump – fremfor en mere afdæmpet og moderat republikansk kandidat som Jeb Bush – nu står så stærkt, skyldes det præcis de samme mekanismer, som gør, at Obama nu står svagt. Ikke blot i den internationale presse, men også internt i den amerikanske befolkning. Her opsummeres Obamas eftermæle under overskrifter som ’svag’, ’tøvende’, ’tvivlende’ og ’forsigtig’. Vi forstår amerikansk magt som noget med landtropper i verdens brændpunkter. Og vi kan nu konstatere, at USA militært forsøger at forlade et Mellemøsten i opløsning. Den amerikanske befolkning forbinder magt med muskler. Når Obama derfor taler om ’strategisk tålmodighed’ og om en ’kompleks og globaliseret verden’, spørger den amerikanske borger ganske enkelt sig selv: Er USA på vej til at lade sig udmanøvrere af Ruslands anderledes maskuline Putin?
Så enkelt er spørgsmålet bare ikke, og Trumps populære valgslogan forklarer hvorfor.
Kræver ’greatness’ eller sagt på dansk, ’storhed’, mere end økonomisk klarsyn til at styrke militæret og politisk vilje til at bruge det? Ja. Det gør det. Faktisk har den amerikanske forestilling om USA som en ’stor’ nation, aldrig handlet om blot at være økonomisk eller militært formidabel. Snarere har det handlet om åndens eller idéernes styrke. Når store dele af den amerikanske befolkning under George W. Bush nostalgisk fulgte tv-dokumentaren ’The Greatest Generation’, der handlede om amerikanske veteraner fra Anden Verdenskrig, var det ikke fordi, de længtes efter en krig, hvor USA gav alle bank. Snarere længtes de efter en tid, hvor USA utvivlsomt havde ret. De længtes efter rene linjer. De længtes efter at kende forskellen på rigtigt og forkert.
Det gør den amerikanske befolkning stadig, og derfor føles det svært, når Obama beskriver sin komplekse, globaliserede og meget lidt enkle verden: Billedet af USA som rent og rigtigt er ikke let foreneligt med den form for realistisk og langsigtet diplomati, Obama har været talsmand for. Omvendt føles det godt, når kandidater som Trump, Cruz eller for den sags skyld den republikanske tredje-favorit Marco Rubio giver løfter om en enkel verden, hvor mure mod Mexico og bomber i Syrien igen skaber rene linjer.
Hverken Obamas eftermæle som ’svag’ eller Trumps markante image som ’stærk’ handler om det stof, de er gjort af. Snarere handler det om den tid, de er gjort i. Og det er – hvad enten det gælder terror, klima, flygtninge eller fattigdom – en verden så kompleks, at enkle svar kun er noget, der findes i en valgkamp.
Vibeke Schou Tjalve er seniorforsker i international sikkerhed ved DIIS
