SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, vil ikke være ny SF-formand efter Villy Søvndal

Der er ingen formandsdrøm gemt i maven på SFs politiske ordfører, Jesper Petersen.

Den markante SFer stiller i hvert fald ikke op som kandidat til at overtage posten som SF-formand efter Villy Søvndal, der i dag har meddelt, at han træder tilbage som partiformand.

- Jeg har godt set, at der er nogle, der synes, det ville være en god idé, og det er jeg da smigret over, siger Jesper Petersen, der ikke havde brug for lang tid til at træffe beslutningen om ikke at stille op.

- Jeg er glad for at være politisk ordfører, og jeg stiller mit arbejde til rådighed for den, der bliver valgt, siger han.

Læs også:

Jesper Petersen ønsker ikke at pege på, hvem, han ønsker, sætter sig i formandsstolen efter Villy Søvndal.

- Det har jeg ikke nogen mening om i dag. I dag handler det om at få sagt ordentligt tak til Søvndal og vise ham den respekt, han fortjener, og så må vi se, hvem der melder sig.

Spørgsmål: Hvem vil du gerne have melder sig?

- Det har jeg ikke nogle kommentarer til. Jeg vil se, hvem der melder sig, og der er tid nu til, at man kan beslutte, om man vil, og det er jo en meget stor beslutning, siger Jesper Petersen.

Han understreger, at Villy Søvndal efterlader et flot eftermæle.

- Det, der står tilbage, er en formand, der har været hovedkraften bag, at vi har fået en ny regering, som har flyttet SF et sted hen, der gør os i stand til at være regeringsparti, og det er slet ikke så tosset, siger Jesper Petersen.

Læs også:

Det samme melding kommer fra gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge (SF), der heller ikke ønsker at blive ny formand.

- Det har været en rigtig dejlig, fed og lang rejse med Villy, siger hun.

- Det vigtigste er, at vi som parti fortsætter den linje, vi er inde på, hvor vi hver dag får gennemført SF-politik ved at være i regering. Det er jo ret nyt for os, og det har været Villys fortjeneste meget af det, og jeg håber, at en ny formand vil fortsætte det arbejde, siger Pernille Vigsø Bagge.

Ingen har endnu officielt meldt sig på banen som ny kandidat til formandsposten. Flere peger på, at mulige kandidater er sundhedsminister Astrid Krag (SF), miljøminister Ida Auken (SF) og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).