Den radikale formand er tilfreds med den undskyldning, kulturministeren har givet, efter det er kommet frem, at han har afholdt arrangementer et sted, hvor hans mand er ansat.

Det ser i første omgang ikke ud til, at det får konsekvenser hos de Radikale, at kulturminister Uffe Elbæk (R) flere gange har holdt officielle middage og debatmøder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), som han tidligere har siddet i bestyrelsen for, og hvor hans partner nu er ansat.

De Radikales leder, Margrethe Vestager, bider således mærke i, at kulturministeren har undskyldt, og den melding er hun tilfreds med, forklarer hun.

- Uffe har ikke tænkt sig ordentligt om, det ved han godt, og det har han blankt erkendt og beklaget. Jeg er tilfreds med, at Uffe har undskyldt, oplyser hun i en kort skriftlig kommentar lørdag.

Meddelelsen fra Vestager kommer i kølvandet på et møde mellem Enhedslistens kulturordfører og Uffe Elbæk, hvor ministeren har forklaret sig. Efter mødet har Enhedslisten besluttet, at Elbæk skal forklare sig i et samråd.