Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager topper magtliste blandt ministrene i ny analyse. Det er anden gang, at statsminister Helle Thorning-Schmidt må se sig slået af Vestager.
Margrethe Vestager (R) har mest magt i dansk politik. Det viser en ny analyse i Altinget.dks magasin, Altinget Magt.
Magasinet opstiller magthierarkiet blandt regeringens 23 ministre ved at kombinere en vurdering fra et ekspertpanel med en lang række parametre som eksempelvis erfaring, popularitet, budgetter og medlemskab af centrale udvalg.
- Det er utraditionelt, men det afspejler jo de reelle magtforhold, som også ses i regeringsgrundlaget. Specielt på det økonomiske område er det langt hen ad vejen radikal politik, der bliver ført, siger Altinget.dks politiske analytiker, Erik Holstein, til Altinget Magt.
Nok er det ifølge Erik Holstein usædvanligt, at økonomi- og indenrigsministeren kan fortrænge statsministeren til en andenplads, men faktisk er det anden gang på blot fire måneder, at Helle Thorning-Schmidt (S) må se sig slået af Margrethe Vestager. Således viste Berlingske Business Magasins årlige magtanalyse fra juni i år nemlig samme resultat. Dengang udtalte Vestager:
- I 2009 røg jeg helt ud af listen, og nu er jeg landets mest magtfulde politiker. Det vigtige for mig er at være en del af et hold. Det er det, der gør forskellen.
Før det skulle vi helt tilbage til 90erne for at finde en lignende situation. Dengang var det statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der ofte måtte se sig fortrængt af sin magtfulde finansminister og partifælle Mogens Lykketoft (S).
Helle Ib, politisk kommentator på dagbladet Børsen, mener ligesom Erik Holstein, at Vestagers placering på den ny liste afspejler de reelle magtforhold.
- Margrethe Vestager sidder i et centralt ministerium, og hun har haft meget stor indflydelse på regeringsgrundlaget, og jeg ser placeringen som en naturlig konsekvens af valgresultatet og hendes evner til at få det optimale ud af det, siger Helle Ib til Altinget.dk.
Analysen viser desuden, at en plads i et eller flere af regeringens centrale udvalg, især Koordinationsudvalget eller Økonomiudvalget, er afgørende for, om en minister kravler helt til tops på listen, da de centrale udvalg udstikker de overordnede linjer i regeringsarbejdet. Vestager er som den eneste minister medlem af alle fire vigtige udvalg.
Listens nummer tre er finansminister Bjarne Corydon (S). Han er formand for det betydningsfulde Økonomiudvalg og sidder for bordenden, når de mest indflydelsesrige ministre skruer på de økonomiske håndtag, skriver Altinget.dk.



