De vil have magten. Men de ved ikke, hvad de vil bruge den til. Det er kendetegnende for både Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, og den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, lyder krikkken fra de Radikales leder, Margrethe Vestager.

- Det er helt fair, at Venstre har et brændende ønske om at vælte regeringen. Men i deres iver efter at udstille regeringens fejl synes Venstre at have glemt sin egen politik. På det punkt har Lars Løkke meget tilfælles med Mitt Romney, siger Margrethe Vestager i sin tale på Det Radikale Venstres landsmøde, der bliver afholdt i denne weekend i Nyborg.

Her kritiserer hun Venstre for ikke at komme på banen med reel politik.

- Hvad vil Venstre egentlig med magten? Udover at have den. Siden valget har Venstre løbende skiftet standpunkt til det pt. mest opportune. Ligesom Venstre har brugt det meste af deres sommerferie på at undsige elementer i den skatteaftale, de selv har indgået. En kurs selv Venstres venner i den borgelige opposition kalder for en zigzagkurs, siger Margrethe Vestager, der samtidig understreger regeringens ønske om at samarbejde bredt.

- Men hvis Venstre hellere vil stå i ringhjørnet og gøre klar til valg, så er det Venstres valg, siger Vestager.

I talen betoner hun også nødvendigheden af sociale målsætninger. Det budskab kommer efter, at de Radikale er blevet kritikeret for at glemme det sociale ben til fordel for det økonomiske politik.