Vestager og Søvndal advarer mod hårdt 2012
Krisen vil kunne mærkes endnu hårdere i det kommende års tid, siger Margrethe Vestager og Villy Søvndal. Vestager vil have oppositionen med til at styre Danmark ud af krisen.
Krisen vil kunne mærkes endnu hårdere i det kommende års tid, siger Margrethe Vestager og Villy Søvndal. Vestager vil have oppositionen med til at styre Danmark ud af krisen.
De næste 12 måneder bliver nogle af de sværeste i Danmark under finanskrisen. Det mener både økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
Ved De Radikales nytårsstævne i Nyborg siger de begge, at danskerne kommer til at mærke endnu mere til den økonomiske krise, og året 2012 bliver ifølge værtinden Margrethe Vestager »et af de rigtig magre«.
- 2012 bliver et hårdt år. Vores konkurrenceevne er forringet. Vi er simpelthen blevet for dyre, siger Margrethe Vestager.
- Mange kan mærke, at der er krise i Danmark. Vores opsparinger og boliger har tabt værdi. Det gør os utrygge, og derfor bruger vi mindre. Det er en dyb krise, men hvis vi alle hjælper til, kan vi komme ud af den, siger Vestager.
Villy Søvndal peger desuden på, at Danmark i den kommende tid kommer til at miste endnu flere job, som ryger til udlandet.
- Hvad skal det her land leve af? Ikke alene i 2012, men også i tiden fremover, hvor vi har mistet industrijob, som ikke vender tilbage igen, siger Villy Søvndal.
Formanden for De Konservative, Lars Barfoed, er også med ved De Radikales nytårsstævne i Nyborg, og han og resten af oppositionen bliver inviteret med til at gennemføre de kommende reformer og besparelser, som Margrethe Vestager søndag har lanceret i Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Det er vores ansvar at løse krisen, og det er mit håb, at partierne i oppositionen vil tage aktivt del i at bringe Danmark permanent ud af krisen, siger Margrethe Vestager.
Lars Barfoed siger, at De Konservative i årevis har villet ændre skattesystemet, men han tvivler på, at den nuværende regering vil lave de nødvendige skattereformer, når både regeringspartiet SF og støttepartiet Enhedslisten skal med på vognen.
- Hvis de virkelig vil det, så er jeg glad for det, og så står der også et medlemskort klar, Villy, siger Lars Barfoed henvendt til Villy Søvndal.