Danmarks kommende EU-kommissær skal først og fremmest sikre fair konkurrence i Europa, og det vil kræve muskler, påpeger tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

»Det er meget grundlæggende i et Europa, som vi kender det, at der er fair og ordentlig konkurrence, og det glæder jeg mig meget til at komme i gang med,« siger Vestager på et kort pressemøde efter offentliggørelsen af hendes kommissærpost.

Selvom flere eksperter har peget på, at Vestagers arbejde i kommissionen i højere grad vil blive operativt end politisk, oplever den kommende kommissær det ikke selv sådan. Hun vil derimod gerne være »aktivt udøvende«:

Læs også: Blev hun snydt? 'Vestagers post er ikke meget magtfuld

»Jeg tror, jeg bliver en anden slags politiker. Jeg lægger selv meget vægt på, at der er politik i at få ting til at virke,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke nok at få vedtaget lovgivningen. Dét, at få ting til at virke, og dét, at det er virkelighed for virksomheder, er for mig rigtig politik.«

Onsdag modtog Margrethe Vestager det officielle tilbud om at blive kommissær for konkurrence. Med i brevet var der dog ikke noget tilbud om samtidig at blive udnævnt til en af kommissionsformand Jean-Claude Junckers seks næstformænd, men det skuffer ikke Vestager, lyder forsikringen.

»Tværtimod. Jeg har meget gerne villet have en portefølje, hvor der var noget konkret arbejde at gøre,« siger hun.

I den næste tid skal Vestager igennem en godkendelsesproces, før hele Junckers nye kommission kan gå i arbejdstøjet.