»Sådan er det jo«. De Radikales leder, Margrethe Vestager, kom i voldsom modvind på grund af ordene, der faldt på de Radikales sommergruppemøde, som et svar på udsigten til, at tusindvis af danskere står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår, når dagpengeperioden halveres.

Men ved de Radikales landsmøde, der i weekenden bliver afholdt i Nyborg på Fyn, får ordene fornyet liv.

Hele ni gange siger Margrethe Vestager »sådan er det jo« i sin tale ved landsmødet, for de Radikale står ved, det de siger, lyder det fra Margrethe Vestager.

- Jeg husker for et par år siden, hvor Marianne Jelved blev interviewet på TV2. Vi havde netop foreslået at sænke skatten på arbejde markant og at beskatte forurening og fast ejendom hårdere. Intervieweren spurgte Marianne, om vi var ude på at stjæle vælgere fra Liberal Alliance. Marianne så forundret på studieværten og svarede: »Vi foreslår det, fordi vi mener det.« Sådan er det jo, siger Vestager og tilføjer:

- For vi mener det, vi siger. Og vi står ved det. Præcis som da vi sidste år dannede regering med Socialdemokraterne og SF, siger Vestager.

Hun kalder dog diskussionen om dagpengene en svær debat.

- Dagpengedebatten er en af de svære debatter. Og her er det fristende at sige: Sådan er det jo! Men ligesom vi er villige til at indgå kompromiser, så står vi inde for de ting, vi af erfaring ved virker. Vi ved meget om ledighed, og vi ved af erfaring, at syv ud af ti er på dagpenge i under tre måneder. Vi ved også, at når folks dagpengeret er ved at være opbrugt, finder flere arbejde, siger Vestager, der samtidig understreger, at den radikale hovedbestyrelse har bakket op om ikke at ændre på dagpengereformen.

- Vores ambition er klar: Vi vil have flere i arbejde og dermed færre på forsørgelse. For det vil betyde, at vi fortsat har råd til velfærd, og at vi kan styrke den sociale indsats. Tingene hænger sammen. Sådan er det jo, siger Vestager, der samtidig understreger behovet for sociale målsætninger i regeringens arbejde.

- Regeringen er allerede i gang med at fastsætte en fattigdomsgrænse. Næste skridt er at opstille en række socialpolitiske mål frem mod år 2020. Mål, som gør det konkret, at det er vores ambition at bekæmpe fattigdom og skabe lige muligheder. Mål, som vi vil bedømmes og måles på, på linje med vores økonomiske målsætninger, siger Vestager.

408 delegerede er samlet til landsmødet i Nyborg.