Danmark er blevet et lidt bedre land, efter Folketinget har vedtaget, at homoseksuelle kan blive viet i Folkekirken, lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Med 85 stemmer for har Folketinget torsdag givet homoseksuelle ret til at blive viet i folkekirken. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) kaldte allerede inden afstemningen dagen for en stor dag.

- Jeg synes, det er en meget, meget stor dag. Der har været en masse debat, og sådan skal det være, men for mig er det en stor dag, at vi er kommet dertil, hvor der er ligestilling, og også par af samme køn kan blive viet i en kirke, siger hun.

24 stemte imod regeringens forslag, mens to undlod at stemme.

Inden afstemningen opfordrede socialminister Karen Hækkerup (S) Folketingets medlemmer til at stemme for regeringens forslag og lade de grønne lamper, »der siger ja til kærlighed«, lyse.

Spørger man Margrethe Vestager, betyder vedtagelsen af forslaget om homovielser meget for Danmark.

- Jeg synes, det gør os til et lidt bedre land, at vi også viser den selvfølgelige respekt over for par af samme køn, siger hun.

Siden klokken 10 er homovielserne blevet debatteret heftigt. Debatten gik for alvor højt, da SFer Özlem Cekic sammenlignede Dansk Folkepartis Christian Langballe med en imam fra Saudi-Arabien.

På mandag modtager kirkeminister Manu Sareen (R) det nye vielsesritual fra de biskopper, der har udarbejdet det. Dermed kan homoseksuelle efter planen blive viet i de danske folkekirker allerede fra den 15. juni.