Biologen Bo Øksnebjerg afløser Peter Bonne Eriksen som WWF's Naturfondens ny generalsekretær.

København. 1. marts sætter den 47-årige biolog Bo Øksnebjerg sig i chefstolen som ny generalsekretær i den danske afdeling af WWF Verdensnaturfonden. Han afløser den konstituerede Peter Bonne Eriksen.

Globalt omstiller WWF sig til bedre at fokusere på indsatsen for en bæredygtig klode. Derfor skaber WWF partnerskaber med fonde, ngo'er, virksomheder og regeringer. Det arbejde skal Bo Øksnebjerg udbygge.

- Mange levesteder og arter på kloden er truet, og klimaforandringerne truer os alle. Derfor er der mere end nogensinde brug for WWF, siger Bo Øksnebjerg i en pressemeddelelse.

- Jeg brænder for at komme i gang og være en del af en af verdens mest indflydelsesrige grønne organisationer - og et enormt stærkt brand.

WWF's bestyrelsesformand Steen Risgaard roser hans kompetencer og engagement.

I 1997 blev Bo Øksnebjerg biolog fra Københavns Universitet og derefter redaktør på Allers "Natur & Videnskab". Han har lavet kommunikation og marketing for blandt andet Novo Nordisk og Novozymes.

I 2012 blev han administrerende direktør for PR bureauet Hill + Knowlton Strategies i Danmark. Før har han haft topjob i firmaerne Advice, Burson-Marsteller og Cowi.

/ritzau/