13 gange kort før valget omskrev en ansat i Venstre Lars Løkkes Wikipedia-side. Den ansatte rettede eller fjernede blandt andet afsnit om problemsager.

Venstre forsøgte at male et skønmaleri af Lars Løkke Rasmussen op til sidste folketingsvalg. Redigeringen af oplysninger om Venstres politikere på ellers neutrale leksika er ifølge partisekretæren organiseret i partiet.

En ansat i Venstres Center for Kommunikation og Politik på Christiansborg fjernede eller ændrede to måneder før sidste folketingsvalg i perioden 11. til 19. juli 2011 i alt 13 gange oplysninger i leksikon-teksten om Lars Løkke Rasmussen på Wikipedia.

Blandt andet fjernede Venstre oplysninger om, hvad overbetalingen af privathospitalerne har været under daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Rigsrevisionen, og ændrer flere gange afsnittet.

Samme ansatte fjerner en tekst om, at halvdelen af danskerne ifølge meningsmålinger finder, at servicen er mærkbart forringet efter kommunalreformen, som Lars Løkke Rasmussen har stået for og vedkommende skriver endelig, at Lars Løkke Rasmussen har forsøgt at løsrive sig fra sin forgænger Anders Fogh Rasmussen, og at han har indført reform af dagpenge, førtidspension, efterløn og folkepension.

Langtfra neutral

Alle rettelserne er lavet af Grete Horsbøl, der dengang var ansat i Venstres presseafdeling. Hun har dog på intet tidspunkt oplyst Wikipedia om, at hun er ansat af det parti, hvis formand hun skriver om.

Wikipedia er skrevet af brugerne og er verdens mest brugte leksikon. Siden har en politik om, at man ikke bør skrive om sig selv eller folk, der betaler ens løn, fordi man i så fald ikke er neutral.

Grete Horsbøl vil i dag ikke kommentere rettelserne.

- Jeg er ikke længere ansat hos Venstre og vil derfor ikke udtale mig, siger Grete Horsbøl til BT.

Direktør i PR-firmaet Operate, Per Rystrøm, kalder det ’et selvmål af Venstre’. Han har tidligere været pressechef i Socialministeriet og ansat i Fødevareministeriet under socialdemokratiske ministre.

- Det er helt klart langt over stregen, når de fjerner faktuelle oplysninger om, hvor meget overbetalingen af privathospitalerne har været ifølge Rigsrevisionen. I dag står den politiske kamp om nuancerne i en sag, men man skal ikke selv begynde at rette i et leksikon. De forsøger at skjule partiets censur, og da de så bliver opdaget, laver de et selvmål af rang, fordi de på den måde gør det endnu værre, siger han til BT.

Markedsføringsfirmaet iProspect lever af at fremme positive historier om deres kunder på nettet. iProspects head of search, Jackie Frandsen, der har arbejdet med området i otte år, mener, at Lars Løkke Rasmussen er gået langt over stregen.

- Man bør ikke som politiker forsøge at pynte på virkeligheden på Wikipedia. Som politikere bør de være de første til at respektere det som et neutralt leksikon. Derfor bør man som politiker og parti ikke gå ind og fjerne kritiske og ubehagelige sager. Jeg vil faktisk mene, at politikere og partier helt skal blande sig udenom, hvilke episoder og sager Wikipedias redaktører vælger at bringe om en politiker, siger Jackie Frandsen.

Helt åbne kort

BT forsøgte fredag forgæves at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen. Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, skriver dog i en mail:

- Som en del af Venstres arbejde opdaterer vi løbende hjemmesider og sociale medie-profiler - herunder også Wikipedia-profiler. Ændringerne er sket i fuld åbenhed, så alle har mulighed for at se, hvad der er ændret og eventuelt komme med indvendinger til vores ændringer.