Beregninger fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet viser, at en genindførsel af et kontanthjælpsloft, som Venstre foreslår, kun vil have en begrænset effekt.

Venstres planer om en genindførsel af et kontanthjælpsloft vil ikke have den effekt, som partiet ønsker, skriver Information.

Beregninger fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet viser, at besparelsen ved at genindføre kontanthjælpsloftet blot vil være på 80 millioner kroner om året, og det vil kun give 100 ekstra job.

I Venstres udspil til en finanslov er kontanthjælpsloftet en del af en samlet finansiering på 600 millioner kroner, som partiet ønsker at bruge på at sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster og sikre, at man kan holde fast i den ønskede nulvækst.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at Venstres »jobreform« er uden job.

»Til gengæld vil nogle af de mest udsatte i vores samfund komme til at betale en høj pris. Hvis Venstre får held til at genindføre et kontanthjælpsloft, vil kun meget få komme i arbejde. Til gengæld vil en række børnefamilier få et mindre rådighedsbeløb, fordi det er dem, man rammer med et kontanthjælpsloft,« siger ministeren til Information.