To be, or not….at være, eller ikke at være ”dansker”, er spørgsmålet, som i mange forklædninger vender tilbage. Fløjene råber højt og skingert, og jeg bliver hurtig træt af linjedommerne på begge sider. Debatten har dog også vigtige reelle elementer fra brydninger i samfundet.
Det kan være svært at sætte fingeren præcist på det, som gør os danske. Ligesom det kan være svært for andre kulturer. Men det findes jo alligevel. Heldigvis, for ellers ville verden være et kedeligt sted. Det drejer sig slet ikke om dele af højrefløjens platte nationale selvglæde og selvtilstrækkelighed. Jeg er glad for at danskhed udvikler og forandrer sig.
Jeg holder af vores fælles historie, højskolerne, mylderet af foreninger, familiefesterne med hjemmelavede sange og ubehjælpsomme taler. Jeg er glad for den danske underfundighed og afslappede humor. Jeg er vild med flade antiautoritære strukturer og med arbejderbevægelsens sejre, som har givet os velfærdssamfundet. Listen med dejlige ting ved vores land er lang, som en sommeraften.
Men hov, er det ikke ord, som hører hjemme på højrefløjen? Nej, for jeg er både dansker og socialist.
Venstrefløjens komplicerede forhold til ”det nationale” har skabt debat og rivninger i langt mere end hundrede år. De sidste par årtier har spørgsmålet været under konstant og hårdt pres på grund af indvandringen, den mislykkede integration og den såkaldte værdikamp. Men vi skal være i stand til at stå ved vores nationale identitet, uden frygt for at blive suget ind i vulgær ekskluderende nationalisme.
Den progressive italienske kulturgoegraf Marco Antonsich har på det seneste rusket op i debatten, og udfordret den europæiske venstrefløj med udsagn om, at der ikke er en vej uden om nationalstaterne.
En del venstreorienterede har svært ved at bruge begreber som danskhed, dansk kultur og danske normer. De ledsager det med et skævt grin og en afværgende bevægelse. Med sådan en kultur- og historieløshed taber man ikke bare folketingsvalg, men grundlæggende troværdighed fra langt de fleste danskere.
Nationalstaten giver rammer for demokrati og en kultur, som mennesker kan føle sig hjemme i. Sjovt nok har venstreorienterede i Danmark meget let ved at beundre kulturer alle mulige andre steder. Det er altid et hit, at deltage i arrangementer hvor kurdere optræder med dans eller hvor palæstinensere serverer spændende mad. Men kærlighed til Danmark? Først efter at have udført forskellige besværgelser.
Jævnligt hører man såkaldte progressive fortælle, at de er flove over at være danskere, og at de overvejer at flytte til udlandet, så de kan slippe for den skam Støjberg, Kjærsgård og andre kaster over Danmark. Jamen, så farvel da.
Vi tager bedst imod indtryk udefra når vi står sikkert på egne fødder. Nationalstaten, og nationalfølelsen, er ikke i modsætning til at være åbne, imødekommende og inkluderende, og skal ikke bruges til at slå andre oven i hovedet. Men danske er vi, og både arbejderbevægelsen og centrum-venstre kan være stolte af, at have været med til at skabe et af verdens bedste samfund.
