KØB PLUS!

Venstre: Virksomhedsaktivering frem for nyttejob

I stedet for at sætte kontanthjælpsmodtagere til at samle skrald op fra vejkanten, bør man sende dem ud i virksomhederne, lyder det fra Venstres Ellen Trane Nørby.

Det er godt, at regeringen nu trækker i en ny retning og strammer kravene til kontanthjælpsmodtagere, mener Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V).

Alligevel er hun ikke udpræget begejstret for beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) forslag om at sende kontanthjælpsmodtagere i aktivering i såkaldte nyttejob, eksempelvis havearbejde, snerydning eller oprydning for kommunen.

»I vores udspil til en kontanthjælpsreform fra august sidste år forslog vi, at man indførte straksaktivering, så kontanthjælpsmodtagere kan komme i aktivering fra dag 1. Det kan betyde, at man skal samle skrald, men den bedste metode er aktivering i private virksomheder, hvor den ledige får kolleger og skaber kontakt til arbejdsmarkedet,« siger Ellen Trane Nørby.

»Det er svært at finde ud af, hvad Mette Frederiksen egentlig vil. Det lyder som om, at hun hellere vil skabe flere offentlige job end at sikre, at folk kommer tilbage på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Venstres politiske ordfører er dog overordnet tilfreds med tankegangen bag forslaget om nytte job, og hun glæder sig til at se et samlet udspil fra regeringen.

»Hidtil har regeringen sammen med Enhedslisten gjort det mere attraktivt at være på kontanthjælp ved at give modtagerne mere ferie og hæve loftet for støtten. Derfor ønsker vi en reform trækker i en retning, hvor det bedre kan betale sig at arbejde,« siger Ellen Trane Nørby.

Den liberale tænketank CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, advarer mod at skabe »kunstige« job i den offentlige sektor. Han mener - som Venstre - at man i stedet bør gøre det mere attraktivt at arbejde.

»Reformen kunne have bygget på et »gyldent princip« om, at der altid som minimum skal være en gevinst på 2-3.000 kroner om måneden ved at tage et typisk ufaglært arbejde frem for kontanthjælp. I de tilfælde, hvor det ikke er tilfældet, justeres kontanthjælpen ned. Desuden kunne man overveje en lavere ydelse efter et halvt år på kontanthjælp,« siger han og foreslår også, at kontanthjælpen reguleres i forhold til pris-inflationen frem for lønstigninger.

»Det ville gradvist øge guleroden ved at tage et arbejde. Endelig bør der indføres lave ydelser omkring SU-niveauet for personer under 30 år. Dermed øges tilskyndelsen til at tage en uddannelse og søge job,« siger CEPOS-økonomen.