Set i lyset af hospitalernes stigende udgifter til medicin bør man overveje, hvordan pengene bliver brugt bedst i sundhedsvæsenet, mener Venstre.

Hospitalernes udgifter til medicin er på få år knap fordoblet, og det får Venstre til at åbne en politisk debat om, hvordan man bruger pengene i sundhedsvæsenet bedst muligt. Det skriver Jyllands-Posten.

»Man kan ikke gøre et menneskeliv op i kroner og øre. Men jeg er åben over for en nærmere diskussion af, hvordan man i en dansk sammenhæng kan skabe grundlag for en mere åben prioritering i sundhedsvæsenet,« siger sundhedsordfører for Venstre Sophie Løhde (V) til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen forventes hospitalernes medicinudgifter i år at løbe op i 7,4 milliarder kroner.

I dag beslutter en række råd under Danske Regioner, om ny, dyr sygehusmedicin skal tilbydes danske patienter. Der må i vurderingen ikke skeles til økonomien, men sundhedsøkonomer argumenterede i Jyllands-Posten lørdag for, at det - set i lyset af de stigende medicinudgifter - kan være fornuftigt at gøre.

Blandt andet blev der peget på, at man ikke nødvendigvis skal bruge en halv til en hel million kroner på at forlænge en kræftpatients liv med et par måneder.

Sophie Løhde siger til Jyllands-Posten, at pengene allerede i dag indgår i prioriteringen i sundhedsvæsenet, bare på en mere skjult måde. Hun har ikke har lagt sig fast på, hvilken model for fremtidens prioriteringer hun ønsker.