Med opbakning fra både DF og de Konservative vil Venstre gøre det ulovligt at rejse til Syrien og Nordirak uden særlig tilladelse. Forsker advarer mod konsekvenserne af forslaget.

Det bør automatisk koste danske statsborgere op mod seks års fængsel at rejse til Syrien eller Nordirak uden forudgående tilladelse fra de danske myndigheder. Så barsk er udmeldingen fra Venstre, som med et nyt oplæg vil fratage radikaliserede unge muslimer muligheden for at drage i hellig krig for den frygtede terrororganisation Islamisk Stat (IS).

»Vi er nødt at få sat en prop i, at vi får nogle personer tilbage til dette land, som er radikaliserede, og som risikerer at sætte nationens sikkerhed på spil. De skal vide, at man ikke bare kan tage til Syrien, deltage i terror og rejse hjem igen for at passe sin skole. Det skal være forbudt at rejse ud, men gør du det alligevel uden forudgående tilladelse, så risikerer du en fængselsstraf på op til seks år,« siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen.

Han tilføjer, at udlændinge, der rejser til Syrien uden tilladelse automatisk, skal have frataget deres opholdstilladelse.

Konkret vil Venstre ændre lovgivningen, så Politiets Efterretningstjeneste (PET) sammen med andre relevante myndigheder kan forbyde rejser til områder, hvor der foregår »krigslignende handlinger«.

Der skal oprettes en liste over lande, der er omfattet af forbuddet, og alle danskere, der ønsker at rejse til disse lande, skal søge om tilladelse hos Justitsministeriet. De vil få mulighed for dispensation, hvis deres rejse har et såkaldt »anerkendelsesværdigt« formål som eksempelvis arbejde med nødhjælp eller journalistik.

Borgerne skal have mulighed for at domstolsprøve en afgørelse, understreger Martin Geertsen.

Ifølge de senest opdaterede tal fra PET er mindst 100 danskere rejst til Syrien og Nordirak for på den ene eller den anden måde at deltage i borgerkrigen.

Berlingske har været i kontakt med flere herboende syrere og en kurder fra det nordlige Irak. De tager dybt afstand fra Venstres forslag, selv om de er modstandere af Islamisk Stat.

Mohammad Mahfoud er formand for Dansk Syrisk Forening og støtte af Assad-regeringen i Syrien, hvis styrker dagligt er i kamp mod Islamisk Stat. Berlingske har forelagt ham Venstres forslag, og nu frygter han for konsekvenserne:

»Det er vanvittigt at forbyde folk at rejse til Syrien. Der er mange syrere i Danmark, som tager til Syrien og besøger deres familie. Vi skal vel ikke betale prisen for, at hellige krigere fra Danmark tager til Syrien? Dette forslag vil betyde, at masser af syrere ikke kan besøge deres familie,« siger Muhammad Mahfoud.

Han påpeger, at der er fredelige områder i Syrien som Damaskus og de vestlige kystområder.

Den dansk-kurdiske journalist, Deniz B. Serinci er redaktør på Jiyan.dk, Danmarks kurdiske avis. Han mener ligeledes, at Venstres forslag rammer »alt for bredt.«

»Man kan jo sagtens besøge familie i Syrien eller i hvert fald Irak. Jeg var i Nordirak i sidste uge. Hvorfor skulle jeg søge tilladelse til et sted som det kurdiske område i Irak, som fungerer, hvor der ikke er borgerkrig, og hvor risikoen for, at jeg skulle engagere mig i terror, er meget, meget lille?« spørger han.

Flere af de eksperter, som Berlingske har talt med, påpeger ikke, at forslaget strider med konventioner eller internationale traktater. Til gengæld ser de retssikkerhedsmæssige problemer i forslaget, som de tilmed vurderer kan være uden effekt.

»Det er næppe særlig svært at sløre rejseruten for dem, som gerne vil ud at kæmpe, så det bliver ikke let at bevise, hvor turen faktisk er gået hen. Håndhævelsen af ordningen vil også skabe frustration blandt dem, der får afslag, fordi de ikke kan overbevise myndighederne om, at formålet med rejsen er anerkendelsesværdigt, for eksempel humanitært. Og hvad med dem, der vil af sted for at bekæmpe Islamisk Stat? Skal de også sorteres fra?« spørger professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

Regeringen har endnu ikke fremsat en konkret plan for, hvordan problemerne med de mange hjemvendte danske krigere fra det borgerkrigshærgede område skal løses, men foreløbigt tilbydes de psykologhjælp.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) foreslog torsdag, at man gør det muligt at tage passet fra syrienskrigerne som led i en kommende strategi, der blandt andet udarbejdes af justitsminister Karen Hækkerup (S).

Hun ønsker ikke at kommentere Venstres forslag:

»Jeg er glad for, at hele Folketinget tager denne problemstilling meget alvorligt. Regeringen vil snart fremlægge sin strategi for en styrket indsats mod radikalisering og ekstremisme,« skriver hun i en e-mail til Berlingske.

Hos Venstres kolleger i den borgerlige blok bliver forslaget taget imod med kyshånd – som et godt bud på en løsning. Både Dansk Folkeparti og de Konservative bakker op om ideen.

»Vi mener, at et forbud mod at rejse til Syrien og Nordirak vil have en enorm præventiv effekt,« siger de Konservatives retsordfører Tom Behnke.

Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance, skriver i en SMS til Berlingske:

»Vi kigger på forslaget med et åbent sind. Vi er nødt til at tænke utraditionelt.«