En uvildig undersøgelseskommission bør undersøge, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste midt i 90’erne massedestruerede sager om fremtrædende politikere på især venstrefløjen.


Det mener partiet Venstre efter at BT har afsløret, at et stort antal sager af ukendte årsager forsvandt fra tjenestens arkiv under Nyrup-regeringen.





Hidtil ukendte dokumenter fundet i PETs arkiv dokumenterer ifølge uvildige forskere i den såkaldte PET-kommission, at de politiske sager blev fjernet fra arkivet under en målrettet aktion beordret af ledelsen. Herefter blev de makuleret, hvorved potentielt belastende oplysninger om politikerne forsvandt for altid.

- Det er problematisk for retssikkerheden, hvis PET sletter udvalgte oplysninger. Især når de handler om personer, som er med til at lede landet. Det bør være i alles interesse at få undersøgt til bunds, hvad der er slettet om hvem og hvorfor. Derfor foreslår vi, at der nedsættes en uvildig undersøgelseskommission, siger venstres retsordfører Karsten Lauritzen.







En af de efterretningssager, der ifølge eksperterne er destrueret, handler om erhvervs- og vækstminister Ole Sohns fortid som kommunistleder.

Indtil 1991 var Sohn formand for Danmark Kommunistiske Parti og plejede i den forbindelse tætte forbindelser til lande, der blev opfattet som Danmarks fjender under den kolde krig.

I perioden modtog partiet blandt andet store beløb i sorte penge fra Sovjetunionen. På grund af forbindelserne til fjenden blev den nuværende minister opfattet som en mulig trussel mod statens sikkerhed og fulgt af PET.

Det er de oplysninger, der blev indsamlet i denne forbindelse, der siden er forsvundet. Makuleringen får flere politikere til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af en sikkerhedsvurdering, der efter seneste folketingsvalg fik statsminister Helle Thorning-Schmidt til at godkende Ole Sohn som minister trods den kontroversielle fortid.

Detaljerne fra den forsvundne personmappe kan således ikke have indgået i sikkerhedsvurderingen, som PET udarbejdede for samtlige ministerkandidater. En vurdering, der blandt andet betød, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen blev vraget til regeringen på grund af rockerforbindelser.