Han har været ude i kulden og nede i møget. Men nu er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tilbage i magtens centrum - der, hvor det foregår.

»Jeg kan blande mig mere bredt i den politiske dagsorden. Jeg får større mulighed for at påvirke den samlede regerings politik,« siger Troels Lund Poulsen.

Det forjættede land for ministre hedder økonomiudvalget. Formanden er finansministeren, og her planlægger man regeringens samlede økonomiske politik. Troels Lund Poulsen kommer ind i det vigtige udvalg i stedet for skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Under formandsopgøret i 2014 var Troels Lund Poulsen på Lars Løkkes hold, og Karsten Lauritzen på Kristian Jensens hold. Og ved regeringsomdannelsen i 2016 blev Kristian Jensens støtter forfremmet. Men Troels Lund Poulsen bekræfter overfor BT, at han og Kristian Jensen har begravet stridsøksen, og delt magten mellem sig.

»Hvis vi fortaber os i, hvad der skete for fire år siden, forærer vi regeringsmagten til Socialdmokratiet.  Vi bliver nødt til at bakke op om de to mennesker, der er sat til at lede Venstre: Lars og Kristian. Jeg har signaleret offentligt, at jeg bakker op om Kristian. Alt andet er dødbringende,« siger Troels Lund Poulsen.

Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen har konkurreret siden 90'erne, hvor Kristian Jensen tilhørte den røde fløj i Venstres ungdom, og Troels Lund Poulsen den sorte. I 2010 blev Troels Lund Poulsen skatteminister på bekostning af Kristian Jensen, hvorefter han kritiserede Kristian Jensen for at være for blødsøden, når der skulle kradses restancer ind. Til gengæld fik Troels Lund 'kærligheden' at føle, da skattesagen ramte ham. Der hang 'en stank af lig efter ham', sagde Venstrekilder.

Men alt det er slut nu?

»Tænk på den rejse, jeg har været igennem. I journalister har haft mig død og begravet mange gange, og jeg føler nærmest, jeg er genopstået. Jeg er på et helt andet niveau end for tre år siden. Dengang var der ingen, der forudså, jeg skulle sidde i økonomiudvalget nu. Vi kan ikke alle være stjerner. Nogle af os er nødt til at være hjælperyttere og lave det hårde arbejde. Jeg er hjælperytter for dem, der skal vinde næste valg.«

Man kan godt regne med, at du ikke laver udbrud for dig selv?

»Nej, jeg går kun i kontrollerede udbrud.«

Men er det så Lars eller Kristian du er hjælperytter for?

»For Venstres ledelse. Og det er jo dem begge to.«

Hans Engell siger i TV2 News, at du har været 'ovre og kysse Kristians ring'?

»Jeg har ikke kysset nogen ring. Men hvis vi skal vinde næste valg er det nødvendigt med 100 pct. opbakning til ledelsen. Og derfor vil man se, at Kristian og jeg har et stærkt og fortroligt samarbejde.«

Også om udlændingepolitikken? Det virker som om, Kristian Jensen er lidt blødere, mens du er hårdere ligesom Støjberg?

»Kristian og jeg behøver ikke at være enige om alt - og måske heller ikke med statsministeren - men vi skal arbejde sammen, og hjælpe hinanden, så Kristian får det bedst mulige afsæt. Vi har en historisk chance for at blive genvalgt, og meget afhænger af, hvor gode vi er til at ramme det momentum. Venstre har sometider en dødsdrift  - når det går godt, skaber vi problemer for os selv.«

Hvis du og Kristian Jensen deler magten, hvor er Lars Løkke så henne?

»Han er statsminister og formand for Venstre, og hvis han en dag ikke er det længere, må vi snakke om det. Nu har vi en langt bedre mulighed for at vinde. Jeg gider ikke diskutere, hvad jeg lavede i 2014. Der har været tonsvis af analyser om, at jeg ikke kan samarbejde med Kristian. Det er 100 pct. forkert. Når man ser på Socialdemokratiets formandsopgør, var der mange fremtrædende politikere, der ødelagde det for sig selv og partiet ved at blive hængende i fortiden.«

Der har lige været en diskussion mellem Inger Støjberg og Jakob Jensen om hvor vidt det er et problem, at muslimer faster under Ramadan. Ved folk hvor de har Venstre?

»Ja, jeg tror nærmere, folk er i tvivl om, hvad Mette Frederiksen vil på det område. De, der skal støtte hende, går jo til valg på det modsatte.«

Hun tror vel, hun kan samarbejde om det med jer og DF?

»Hvis og hvis min røv er spids. Det er absurd at snakke om, at Mette Fredeiksen skal være statsminister. Vi er i en unik historisk situation.  Vi er meget tættere på at vinde i målingerne end regeringen var før de sidste to valg.  Det er næsten dødt løb,« siger Troels Lund Poulsen.