Balladen om Fredericias skandale-ramte Venstre-borgmester Thomas Banke, der vil tilbage på borgmesterposten, har rystet partitoppen i Venstre selv om formand Lars Løkke Rasmussen indtil nu har været totalt tavs i sagen.

Ifølge bt.dks oplysninger er der overvejelser i partitoppen om at se på de interne Venstre-regler, der altid har tilgodeset det lokale selvstyre i Venstre - det er de regler, der nu forhindrer partitoppen i at gribe ind i konflikten.

Det lykkedes ikke bt.dk at få kontakt med Venstres partisekretær Claus Søgaard-Richter, men i Venstres kommunale bagland erkender man, at sagen er problematisk for partiet.

- Den sag er noget rod, og den slags vil altid være skadelige for et parti, der står midt i den, siger Lars Carpens, nuværende Venstre-medlem af byrådet i Furesø kommune - men fra 2002 til 2006 Venstre-borgmester i Farum efter den skandaleramte Peter Brixtofte måtte forlade posten.

Han mener dog ikke, det nødvendigvis er reglerne i Venstre, der er noget galt med - men de regler, der gør at et byråd ikke kan ændre en konsitituerings-aftale og afsætte en borgmester, hvis et flertal i byrådet har mistet tilliden til ham eller hende.

- De regler bør måske ændres, så man kan afsætte en borgmester, der åbenlyst foretager sig noget forkert, siger Lars Carpens.

Leif Mikkelsen, kommunalordfører for Liberal Alliance, har en fortid som mangeårigt medlem af Venstre bag sig, han var blandt andet kommunal-ordfører for Venstre - han peger på, at Venstres tillid til det lokale selvstyre giver partiet problemer.

- Venstre har altid satset på lokalt selvstyre i partiet, og det er jo smukt, men det er også risikofyldt. Det er jo et valg mellem lokal styring og topstyring, og topstyring lyder jo som et grimt ord, men nogle gange kan topstyring være en god ting, siger Leif Mikkelsen.