Venstre erklærer sig nu også parat til at afskaffe blasfemiparagraffen. Dermed er der bredt flertal.

København. Venstre ændrer holdning og er nu klar til at fjerne blasfemiparagraffen fra straffeloven. Dermed står regeringen nu samlet om en afskaffelse af paragraffen.

Egentlig var der allerede et flertal for at afskaffe paragraffen, der blev indført tilbage i 1866.

Indtil tirsdag var det nemlig kun Venstre og Socialdemokratiet, der ønskede at bevare den.

Efter flere interne diskussioner har Venstre på et gruppemøde tirsdag ændret holdning. Dermed kan en samlet VLAK-regering stemme for at fjerne straffelovens forbud mod at forhåne religioner.

De øvrige regeringspartier, Liberal Alliance og De Konservative, har længe talt for at afskaffe paragraffen.

Med beslutningen kommer VLAK-regeringen en afstemning om blasfemiparagraffen fredag i forkøbet.

Her har Enhedslisten fremsat et forslag i folketingssalen om at fjerne paragraffen fra straffeloven. Det har sammen med en længe ventet redegørelse om international blasfemilovgivning sat nyt tryk på debatten.

Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan Justitsministeriets redegørelse om ophævelsen af lignende blasfemilovgivninger i Norge, Island og Holland har fået LA og K til at tale for en afskaffelse.

Ifølge redegørelsen har en afskaffelse af lovgivning mod blasfemi ikke ført til en øget trussel, hvilket PET ellers har vurderet.

- Der har ikke været de sikkerhedsmæssige problemer, som nogle, inklusive Politiets Efterretningstjeneste (PET), har peget på. På det punkt har man nok været lidt for hysterisk.

- For erfaringerne fra Norge, Island og Holland viser, at det har været problemfrit at afskaffe blasfemiparagraffen, sagde De Konservatives retsordfører, Naser Khader, i den forbindelse til Kristeligt Dagblad.

Da forslaget fra Enhedslisten blev behandlet i folketingssalen første gang, forklarede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at der kan være en sikkerhedsrisiko, hvis Danmark afskaffer forbuddet mod blasfemi.

For eksempel i form af risiko for terror mod danske ambassader.

- Der vil være risiko for, at politiske og religiøse ledere vil kunne udlægge beslutningen som et religionsfjendtligt signal, sagde Pape.

Blasfemiparagraffen andenbehandles i Folketinget torsdag. Der stemmes om afskaffelsen fredag.

Paragraffen er blevet aktuel igen, da anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi i slutningen af februar tiltalte en 42-årig mand for blasfemi ved at afbrænde Koranen.

Det var første gang siden 1971, at der blev rejst tiltale efter blasfemiparagraffen.

/ritzau/