Venstre lancerer ny kampagne, der kritiserer regeringens udsagn om 40.000 nye job siden 2011. Ifølge Venstre er der kun tale om 700 fuldtidsstillinger til danskere.

Regeringen oversælger sin egen præstation, når den praler med, at der siden 2011 er skabt 40.000 job.

For i virkeligheden er der tale om 700 fuldtidsstillinger, hvis man ser på, hvor mange danske statsborgere, der er kommet ud på arbejdsmarkedet. Sådan er ordlyden i en ny kampagne fra Venstre, der går i kødet på den socialdemokratiske jobskabelses-retorik.

»Vi søsætter kampagnen for at få fakta på bordet,« siger Inger Støjberg (V), Venstres politiske ordfører, til Berlingske Nyhedsbureau. Hun beskylder regeringen for at vildlede med sine jobtal.

Ifølge Venstre, der bruger Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Danmarks Statistik som kilde, dækker de 40.000 job over flere deltidsansatte, hvilket samlet giver 20.700 fuldtidsstillinger. Heraf er 20.000 gået til udlændinge, og dermed er der de 700 stillinger tilbage.

Dansk Arbejdsgiverforening og de borgerlige partier har tidligere været ude med samme kritik, efter regeringen præsenterede jobtallene tidligere i maj.

»Det er selvfølgelig utrolig positivt, at det lige netop i disse år er muligt at skaffe arbejdskraft fra vores nabolande, men det er til gengæld meget negativt, at det ikke i samme periode er lykkedes at ændre beskæftigelsesfrekvensen for danske statsborgere,« sagde administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, til Børsen 26. maj.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) pointerede i forbindelse med præsentationen af jobtallene, at det fremover vil være afgørende »at sikre, at endnu flere danskere kommer i arbejde«.