Det nye og kun halvt så positive vækstskøn fra Nationalbanken bør ifølge Venstre få regeringen til at rette blikket mod blå fløj under de kommende finanslovforhandlinger.

Når Nationalbanken vurderer, at væksten i dansk økonomi kun bliver 0,8 procent i 2014 - og ikke 1,5 procent som tidligere antaget - så skal det tages alvorligt.

Det mener Venstres Jacob Jensen (V), der blandt andet er medlem af Finansudvalget. Og det mere dystre skøn bør udløse en prompte reaktion fra regeringen, lyder opfordringen:

»Regeringen bliver nødt til at tage alvorligt, at økonomien ikke er i så god form, som regeringen selv påstår, at den er. Derfor bliver regeringen også nødt til, og meget gerne sammen med Venstre, at lave nogle flere vækstfremmende initiativer i forbindelse med finansloven, som vi jo snart skal til at forhandle,« siger Jacob Jensen.

Han peger blandt andet på Boligjobordningen og sænkelse af en række afgifter for erhvervslivet som vejen frem mod mere vækst.

»Det kan ikke være god politik at blive ved med at dele gaver ud til vennerne på venstrefløjen, når økonomien tilsyneladende ikke kører i det gear, som vi alle sammen havde håbet på,« siger Jacob Jensen.

Spørgsmål: Har regeringen malet et lidt for rosenrødt øjebliksbillede af dansk økonomi?

»Hvis ret skal være ret, så er vækstskønnet et embedsværk og ikke en politisk bestilt opgave. Men når det så er sagt, så er det vigtigt, at vi agerer politisk, når der kommer nye oplysninger, som Nationalbanken kommer med i dag (tirsdag, red.),« siger Jacob Jensen.

Liberal Alliance noterer sig, at det ikke er første gang, at regeringen har skudt for højt.

»Det er mere reglen end undtagelsen, at regeringen konsekvent skønner væksten for høj, og når regeringens skøn gang på gang nedjusteres, så vidner det blot om, at regeringen ikke gør eller har gjort nok for at skabe holdbar vækst i det her land,« lyder det fra finansordfører Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

Han peger også på skatte- og afgiftslettelser samt et lavere offentligt forbrug som midler til at øge væksten.