Danmark bliver udstillet som fremmedfjendsk i et nyt flygtningevenligt indlæg, som er indrykket i den britiske avis The Guardian, mener Venstre. Dansk Folkeparti kalder indlægget »en hjælpeløs protest«.

I et indlæg i den britiske avis The Guardian opfordrer flygtningeorganisationen Welcome Refugees flygtninge til at søge asyl i Danmark.

Hos Venstre er man dog langt fra enig i, at det skulle få flygtninge til landet. Tværtimod, mener partiets integrationsordfører, Marcus Knuth (V).

»Jeg er lidt bange for, at det giver bagslag, fordi de netop udstiller Danmark som et lukket land, hvilket vi på ingen måder er. Venstre gør det meget klart, at vi vil gøre det endnu mere attraktivt og nemt at komme til Danmark som udenlandsk arbejdskraft,« siger Marcus Knuth.

Welcone Refugees har skrevet indlægget på The Guardians hjemmeside som reaktion på regeringens bebudede annoncekampagne i en række udenlandske aviser, der skal informere flygtninge om de asylstramninger, der er blevet vedtaget i Danmark.

Annoncerne er blevet kritiseret for at være en skræmmekampagne, men det er ikke tilfældet, påpeger Marcus Knuth.

»Vi er nødt til at reducere de her meget store asyltilstrømninger, som kommer til Danmark illegalt. Derfor vil vores kommende annoncer være nøgterne og faktabaserede, og de skal oplyse menneskesmuglere om, at Danmark ikke længere er et af de lande, hvor du modtager rekordhøje sociale ydelser,« siger han.

Hos Dansk Folkeparti kalder udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) indlægget for »en hjælpeløs protest«.

»Jeg synes ikke overraskende, at det er en dårlig idé. Det er et hjælpeløst forsøg på at protestere mod resultatet af folketingsvalget,« siger han.

DF-ordføreren mener samtidig, at indlægget lader hånt om det signal, mange danskere sendte i stemmeboksene 18. juni, hvor blå blok opnåede et flertal efter blandt andet at have bebudet markante stramninger på flygtningeområdet.

»Man skal have lidt større respekt og lidt mere ydmyghed over for det klare signal, danskerne har sendt, og så skrue lidt ned for forargelsen,« mener Martin Henriksen.

Han anerkender, at politikerne ikke kan blande sig i, hvad der bliver indrykket af annoncer i udenlandske aviser, men opfordrer alligevel flygtningeorganisationer og erhvervslivet til at stå ved, at der er en udfordring på integrationsområdet.

»Vi skal bevæge os væk fra idéen om, at hver gang vi har en udfordring i det danske samfund, så er løsningen, at vi skal bringe flere indvandrere til,« siger Martin Henriksen.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) oplyste tidligere tirsdag, at hun satser på at kunne indrykke regeringens annoncer i slutningen af august.