Gymnasielærere vil dele eleverne op efter niveauer, mens Venstre foreslår at gøre det sværere at komme ind på gymnasiet ved at indføre adgangskrav.

Med den nye gymnasiereform på trapperne er der flere bud på, hvordan kvaliteten af gymnasierne skal løftes.

Et bud kommer fra lærerne, der i et nyt udspil foreslår, at eleverne i højere grad deles op efter deres faglige niveau, så især de talentfulde elever får flere udfordringer.

Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen (V), kalder det interessant at dele eleverne op efter evner. Men det er for sent at gribe ind og forsøge at højne fagligheden, når eleverne allerede er kommet i gymnasiet, mener V-ordføreren, der hellere vil højne adgangskravet.

»Det er en interessant tanke, at man kan dele elever op i niveauer, men det er meget afgørende for os, at indgangen til gymnasiet bliver sværere. Det er vigtigt, at gymnasiet bliver en uddannelsesmulighed, som forbereder til at tage en videregående uddannelse, og hvis man ikke skal tage en videregående uddannelse, så skal man ikke gå i gymnasiet, men eksempelvis på en erhvervsskole,« siger Esben Lunde Larsen.

»Vi vil have bundniveauet hævet, og derfor foreslår vi adgangskriterier på minimum 4 i dansk og matematik,« siger han.

Derudover ønsker uddannelsesordføreren, at der med gymnasiereformen kommer et særligt fokus på de talentfulde elever, så de kan få god overgang til universitetet.