Venstre søsætter ny kampagne, der skal få danskerne til at bakke op om, at ydelserne til kontanthjælpsmodtagere er for høje. Kampagnen er groft vildledende, lyder det fra Socialdemokraterne.

De har forholdt sig relativt stille i Venstre. Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og socialdemokraterne skød valgåret 2015 i gang med deres største kampagne i denne valgperiode under overskriften »Det Danmark du kender«, kom der ikke noget modsvar fra Danmarks store oppositionsparti. Det kommer nu, skriver Berlingske.

Når danskerne står på bussen eller tager toget mandag morgen, vil de blive mødt med store bannere med tallet 454.215 kr. penslet hen over en blå baggrund. Det beløb modtager et ægtepar over 30 år på kontanthjælp med tre børn årligt fra det offentlige, hvis man lægger kontanthjælp, boligsikring, børnecheck og tilskud til daginstitution sammen. Og det er alt for meget, mener Venstre.

»Jeg synes personligt, at det er mange penge, man får som kontanthjælpsægtepar med tre børn, når man får ydelser, der svarer til 454.215 kr. fra det offentlige. Jeg synes, det er meget i forhold til de mennesker, der arbejder til lave lønninger,« siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V).

Men hvorfor vælger I at lave en hel kampagne, som kun handler om kontanthjælpsmodtagere ?

»Vi har tidligere annonceret, at vi vil gennemføre et moderne kontanthjælpsloft. Princippet er, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. For os er det afgørende, at gevinsten ved at arbejde skal være større, end den er i dag,« siger Inger Støjberg.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), betegner Venstres kampagne som »groft vildledende«

»Venstre prøver at give indtryk af, at der i Danmark går horder af arbejdsløse rundt, som har en gigantisk indtægt. Men også for den her familie vil der være en økonomisk gevinst ved at komme i arbejde. Og sådan skal det også være,« siger Jesper Petersen.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at en tilsvarende familie, hvor forældrene er på HK-mindsteløn, vil have 2.000 kroner mere til rådighed om måneden efter skat. Det skyldes blandt andet, at børnecheck, boligstøtte og søskenderabat til daginstitution ikke kun gives til kontanthjælps­modtagere, men også til folk i job.

»Hvis Venstre gerne vil have mandat til at skære i børnechecken, søskenderabat til daginstitutioner, boligsikring og kontanthjælpen, så synes jeg bare, de burde sige det ligeud,« siger Jesper Petersen.

Men det vil Inger Støjberg ikke.

»Vi har sagt, at vi vil indføre et moderne kontanthjælpsloft. Vi har ikke defineret fuldstændig, hvordan loftet skal se ud, men principperne er klare. Det vil vi fremlægge, hvis vi får regeringsansvaret,« siger hun, Spørgsmål: Men er det ikke rimeligt, at vælgerne får at vide, hvordan kontanthjælpsloftet bliver inden et valg ?

»Næ, for det er princippet, der er afgørende.«

Familien i jeres kampagne ville få en gevinst på 2.000 kroner om måneden, hvis forældrene fik et lavtlønsjob. Hvor meget større bør gevinsten være?

»Du får mig ikke til at sætte nøjagtige tal på.«

Socialdemokraterne ser den her kampagne som et udtryk for, at I ønsker at skære i børnechecken og boligstøtten. Vil I det?

»Nu læser Jesper Petersen konsekvent Venstres forslag, som Fanden læser Biblen. Jeg går ikke ind i den leg med at pege på enkeltydelser, for vores kontanthjælpsloft er ikke færdigudarbejdet,« siger Inger Støjberg.

I løbet af det seneste år har Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) sat store mængder goodwill over styr i forhold til vælgerne, når det gælder moral og troværdighed, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har vundet terræn på det felt.

Mens hele Socialdemokraternes kampagne er centreret omkring statsminister Helle Thorning-Schmidt, glimrer Venstres kampagne ved et totalt fravær af Lars Løkke Rasmussen på plakaten.

Det skyldes ifølge Inger Støjberg, at Venstre er til »for at føre politik og ikke personkampagner«, hvor imod Socialdemokraternes finans­ordfører mener, at det er helt naturligt, at formanden også tegner politikken.

»Vi fører en kampagne, der handler om vores grundlæggende værdier om et stærkt solidarisk fællesskab, og som vi ikke skammer os over at sætte vores formand og statsminister til at være eksponent for. Jeg kan ikke vide, hvorfor Venstre ikke vil vise Lars Løkke Rasmussens billede på deres annoncer,« lyder det fra Jesper Petersen.