Topøkonomer slår fast, at det er gratis at fjerne topskatten, men Venstre vil først og fremmest arbejde for at lempe bundskatten, fastslår oppositionspartiet endnu en gang.

Selv om det ifølge førende økonomer er omkostningsfrit at afskaffe topskatten, går Venstre fortsat først og fremmest efter en lempelse af bundskatten.

Det siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V).

»Venstres fokus ligger på bundskatten, og det gør det, fordi vi synes, det er uendeligt vigtigt at skabe et samfund, hvor det altid skal kunne betale sig at arbejde. Som det er i dag, er der alt for mange, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde, eller som får meget lidt ud af at tage et arbejde frem for overførselsindkomster,« siger Inger Støjberg.

De tre topøkonomer - overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, vismand Claus Thustrup Kreiner og professor ved Københavns Universitet Jakob Roland Munch - står bag studiet, der i mandagens udgave af Børsen konkluderer, at det er omkostningsfrit at fjerne topskatten. Det vil oven i købet give statskassen en ekstra gevinst på 800 millioner kroner, mener økonomerne.

Inger Støjberg understreger, at Venstre ikke er imod lettelser af topskatten.

»Vi er ikke imod topskattelettelser, men vi synes bare, der er noget, der er vigtigere end andet, og for Venstre er det fortsat førsteprioriteten at lette i bundskatten,« siger den politiske ordfører.

Spørgsmål: Frygter du ikke at sende borgerlige vælgere i armene på de Konservative, der toner rent flag og kræver topskatten fjernet?

»Der er rigtig mange holdninger til det her, også blandt borgerlige vælgere. Men jeg er ikke i tvivl om, at borgerlige vælgere er enige i, at vi skal skabe et samfund, hvor det altid skal kunne betale sig at arbejde. Når det er sagt, så er der rigtig mange, der ønsker topskattelettelser. Vi er ikke imod, vi har det bare sådan, at det er meget afgørende, at det altid kan betale sig at lægge et stykke arbejde,« siger Inger Støjberg.