Sidste år krævede Venstre energiaftalen fra 2012 genåbnet, fordi den var skadelig for erhvervslivet. Nu afviser partiet, der siden er kommet i regering, at ændre aftalen.

Lars Christian Lilleholt (V) tordnede sidste år som Venstres klima- og energiordfører mod den energiaftale, partiet selv var med til at indgå i 2012.

Aftalen var skadelig for erhvervslivets konkurrenceevne, lød kritikken fra Lilleholt og de øvrige borgerlige partier, der krævede aftalen genforhandlet.

»Regeringen skal ikke ignorere vores henvendelse. Vi mener det alvorligt,« sagde Lars Christian Lilleholt til Jyllands-Posten i februar 2014.

I dag har Lars Christian Lilleholt skiftet ordfører-kasketten ud med ministerbilen. Og nu lyder der andre toner.

»Her og nu er der ikke brug for at ændre på aftalen,« siger han til Jyllands-Posten.

Lars Christian Lilleholt begrunder kursskiftet med, at hovedparten af energiaftalen, som løber til 2020, allerede er gennemført eller på vej til at blive det. Derfor har han svært ved at se behovet for en genforhandling.

Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE), der tæller en række af Danmarks mest energitunge virksomheder, kritiserer Venstres kovending. FSE-formand Steen Vohlander siger, at det bestemt ikke er tilfredsstillende i en situation, hvor »vi kæmper med udenlandske konkurrenter om hver eneste ordre«.