Venstres psykiatri- og forebyggelsesordfører kalder en ny rapport, der viser, at hash får unge til at droppe ungdomsuddannelsen, for »dybt bekymrende«. Derfor ønsker partiet en prioriteret forebyggelsesindsats.

En ny rapport fra Center fra Rusmiddelforskning, der viser, at elevernes hashforbrug er en væsentlig årsag til frafald på landets ungdomsuddannelser, er »dybt bekymrende«. Det mener Venstres psykiatri- og forebyggelsesordfører, Jane Heitmann (V):

»Det er dybt bekymrende, at vi nu får endnu en rapport, der bekræfter, at der er et massivt problem på erhvervsuddannelserne i forhold til unges hashmisbrug. Tidligere på året fik vi rapporten »Hash som pædagogisk problem«, der peger på, at i 50 procent af de tilfælde, hvor en elev falder fra en ungdomsuddannelse, der er hash en medvirkende årsag,« siger Jane Heitmann.

Den nye rapport fra Center fra Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet viser ifølge Jyllands-Posten, at mellem fem og ti procent af eleverne på landets ungdomsuddannelser ryger så meget hash, at det påvirker deres skolegang. Værst står det til på erhvervsuddannelserne, hvor cirka ti procent af eleverne ryger hash regelmæssigt.

»Det her er et problem, der kalder på handling,« fastslår Jane Heitmann.

Hun efterlyser derfor en prioriteret forebyggelsesindsats - særligt i erhvervsskoleregi - der kan få unge med et hashmisbrug tilbage på uddannelsessporet:

»Først og fremmest er det vigtigt at forebygge, at de unge overhovedet begynder at ryge hash. Og så er der naturligvis vigtigt, at forældrene tager det ansvar på sig og får taget snakken henover køkkenbordet om, hvorfor det er dumt at begynde at ryge hash,« siger hun.

Ungdomsforsker Birgitte Simonsen, der har undersøgt brugen af hash på ungdomsuddannelser, vurderer, at hash er et overset problem på uddannelserne:

»Det bliver ikke taget alvorligt nok i dag. Men faktum er, at hash gør det meget svært at gå i skole. Du kan ikke komme op om morgenen, du kan ikke koncentrere dig, og du kan ikke huske, hvad du har lært,« siger Birgitte Simonsen til Jyllands-Posten.