Venstre: Danskerne skal have mindre i løn

Løn som i Tyskland og skat som i Sverige. Venstres Claus Hjort Frederiksen varsler en ny, skrap kur

De danske lønmodtagere skal indstille sig på otte års løntilbageholdenhed, der gradvist skal bringe det danske lønniveau ned på niveau med Tysklands.

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra Venstres Claus Hjort Frederiksen, der i et interview med Berlingske skitserer en vidtgående økonomisk plan, der skal styrke danske virksomheders konkurrenceevne og sænke mindstelønnen samt det generelle lønniveau.

- Lønstigningstakten skal ned, så vi kan indvinde det gab, der er på omkring 15 procent i forhold til Tyskland, siger tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Planen kan i givet fald få store konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Mindstelønnen er markant lavere i Tyskland end i Danmark, og de generelle lønomkostninger er ifølge Eurostat 63 kroner lavere per arbejdstime.

- Vi har brug for en otteårig periode, hvor vi konsekvent politisk forfølger det at blive konkurrencedygtig. Det betyder, at vi hvert år må afstå fra en stigning, som vi har været vant til, siger Claus Hjort Frederiksen.

For at nå målet foreslår han samtidig en historisk stor sænkelse af skatten, der skal bringe Danmark ned på niveau med Sverige. Det vil kræve en skattelettelse på 65 milliarder kroner, som ifølge Hjort blandt andet skal finansieres af offentlige besparelser.

De borgerlige kolleger i Liberal Alliance og de Konservative er henrykte over Hjort Frederiksens plan, mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, afviser den:

- Hvis man aflyser lønstigninger eller decideret siger, at folk skal gå ned i løn, så vil mange lønmodtagere med rette synes, det er forkert, fordi mange virksomheder vil kunne præstere et overskud.

Hjorts plan skaber samtidig en skarp politisk kant til regeringen.

- De politiske skillelinjer bliver stadig tydeligere. Men det er mærkeligt, at vi har haft et Venstre, som for kort tid siden mente noget helt andet, siger den radikale partileder, Margrethe Vestager, til Berlingske.

Socialdemokraternes politiske ordfører kalder planen »komplet vanvittig«.

- Det er det mest usympatiske angreb på lav- og mellemindkomstfamilierne i Danmark, vi hidtil har set, siger Magnus Heunicke.

Læs også: