Fire Venstre-byrådsmedlemmer i Fredericia er indkaldt til møde med bestyrelsen i Thomas Banke-sagen onsdag aften, men mødet overholder ikke partiets egne regler, fordi det er varslet for sent.

Bestyrelsesmøder i Venstre i Fredericia skal indkaldes med minimum syv dages varsel, og den regel har partiets bestyrelse ikke overholdt i sagen om kommunens omstridte borgmester, Thomas Banke (V).

Onsdag eftermiddag har bestyrelsen nemlig indkaldt fire byrådsmedlemmer fra Venstre til et møde allerede onsdag aften på baggrund af deres eksklusion af Thomas Banke. Tirsdag smed de fire Venstre-folk borgmesteren ud af byrådsgruppen og dermed partiet, og fordi de har fastholdt den eksklusion, risikerer de nu selv at blive smidt på porten.

Et af de fire byrådsmedlemmer, Hanne Lumby, er på vej ind til mødet med bestyrelsen, da hun fortæller, at hun har tænkt sig at aflevere en besked om, at hun ikke vil være med til et møde, der ikke er varslet i ordentlig tid.

- Jeg har skrevet en mail, hvor jeg har gjort indsigelser mod mødet, men den har jeg ikke fået svar på, så nu må jeg selv møde op og gøre mine indsigelser. Indkaldelsen strider direkte mod Venstres forretningsorden, og det er ikke okay, siger hun.

Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, forklarer, at der i Venstre Fredericias forretningsorden ganske rigtigt står, at bestyrelsesmøder og ekstraordinære bestyrelsesmøder skal indkaldes med syv dages varsel.

- De fire bestyrelsesmedlemmer har fået tilbuddet om at komme til det møde. Men de kan sådan set godt ekskluderes fra partiet, selvom de ikke møder op. Det siger Venstres vedtægter, fastslår han.

Hanne Lumby regner dog ikke med, at hun og hendes tre kolleger, Peder Hvejsel, Kenny Bruun Olsen og Børge Larsen, bliver smidt ud af partiet onsdag aften.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi bliver ekskluderet i dag (onsdag, red.), når reglerne for mødet ikke engang er overholdt. Jeg forventer, at bestyrelsen hører på os og siger, at det er rigtigt, at formalia ikke er blevet overholdt, og så må de indkalde os til et nyt møde, siger hun.

Hvis de fire medlemmer bliver ekskluderet fra partiet, er det op til det sidste Venstre-medlem i byrådet, Pernelle Jensen, at afgøre Thomas Bankes skæbne i Venstre.

Hun har tidligere over for Berlingske Nyhedsbureau bekræftet, at hun vil lade borgmesteren komme tilbage til gruppen, »hvis det kommer så vidt«.