Forhandlingerne om en folkekirkereform er igen strandet, og Landsforeningen af Menighedsråd beskylder nu Venstre for at sinke processen.

Folkekirken er blevet taget som gidsel i et politisk drilleri, mener Landsforeningen af Menighedsråd. Det skriver Jyllands-Posten.

Menighedsrådene kritiserer Venstre for at have bedt om en pause og for at melde afbud til de afsluttende forhandlinger i Kirkeministeriet om en reform af folkekirken.

»Jeg er bange for, at folkekirken er blevet taget som gidsel i et større politisk spil, som handler om ganske andre ting end folkekirken og snarere har at gøre med, at vi inden så længe skal have et folketingsvalg,« siger formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen til avisen.

Hun mener, at Venstre har meldt sig ud af forsøget på at modernisere kirken og påpeger, at der er tale om små ændringer i form af et økonomiudvalg med demokratisk valgte medlemmer frem for udpegede embedsmænd.

Også hos Socialdemokraterne er tålmodigheden med Venstre sat på prøve, oplyser kirkeordfører Karen Klint (S) til Jyllands-Posten.

Hos Venstre afviser kirkeordfører Flemming Damgaard Larsen (V) imidlertid, at partiet er ved at vende ryggen til ny kirkelovgivning. Tænkepausen skyldes ifølge ham, at man i Venstre er »meget omhyggelige« og skal vende sagen med baglandet.