Teleselskaberne har tæt på halveret deres investeringer i infrastrukturen, og det bekymrer Venstre, der savner håndfaste svar fra erhvervsministeren.

Det var med en bekymret mine, at Venstres teleordfører, Torsten Schack Pedersen (V), havde indkaldt erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen (S) i samråd i Erhvervs-, vækst- og eksportudvalget torsdag eftermiddag for at få svar på, hvorfor landets tele- og internetselskaber har tæt på halveret deres investeringer i digital infrastruktur som mobilmaster og internetkabler.

Og det var en bekymret Torsten Schack Pedersen, der forlod samme samråd torsdag eftermiddag, hvor han fortsat efterlyste svar fra ministeren.

»Ministeren havde ikke noget med i posen. Min bekymring går jo på, at investeringerne er faldet markant de sidste seks år - meget mere markant end i resten af EU, og der kunne man godt have ønsket sig mere håndfaste svar fra ministeren,« fastslår Torsten Schack Pedersen.

Business.dk kunne onsdag fortælle, at telebranchen fra i 2008 at have investeret 9,8 milliarder kroner årligt i digital infrastruktur som fiberkabler og bedre mobilmaster, nu spenderer knap halvdelen i form af 5,5 milliarder kroner om året. Og det er dårligt nyt på et tidspunkt, hvor sundhedssektoren barsler med milliardbesparelser i form af telemedicinske løsninger, mens det offentlige flytter stadig mere af kommunikationen med borgerne over på digitale platforme. For den slags beror sig gerne på hurtige fiberkabler i jorden og gode mobilmaster, påpeger Torsten Schack.

»I Danmark skal vi have en supergod teleinfrastruktur, fordi det er så afgørende for, at virksomhederne kan udnytte teknologiens muligheder, og at vi som borgere kan kommunikere med de offentlige og med hinanden. Når teleinvesteringerne er faldet fra 10 til 6 milliarder, er der en risiko for, at vi ikke får den nødvendige udvikling,« siger Torsten Schack Pedersen.

Han oplister elementer som logningsbekendtgørelsen og strammere praksis i Naturklagenævnet i forhold til at rejse mobilmaster som eksempler på barrierer, der kan være med til at spolere investeringslysten.

»Det er en række mindre ting, der til sammen gør, at det kan blive mindre attraktivt for selskaberne at investere. Det er vigtigt, at vi får et større fokus på at sikre bedre rammer, og her havde jeg forventet mere håndfaste svar fra ministeren på, hvordan investeringsklimaet kan forbedres,« fastslår han og tilføjer, at der generelt har været for lidt fokus på området under S-R-regeringens regime.