Venstre angriber igen Søvndals påstande

Venstre anklager nu SF-formand Villy Søvndal for at tale usandt om ventetiderne på operationer. Sundhedsøkonom kommer dog delvis Søvndal til undsætning.

Venstre angriber endnu engang SF-formand Villy Søvndals troværdighed og talfærdigheder.

Det sker, efter at Villy Søvndal i sin 1. maj-tale i påstod, at "ventelisterne på sygehusene er i dag lige så lange som i 2002."

En påstand, som Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, mener, er fejlagtig med henvisning til en publikation fra Sundhedsministeriet "Tal på sundhed".

Ifølge Sundhedsministeriet er ventetiden til en operation på sygehusene faldet fra 90 dage i 2001 til 61 dage ved den seneste opgørelse i oktober 2009.

- Så det er ganske enkelt ikke rigtigt, hvad Villy Søvndal siger, lyder det fra V-ordføreren.

Men så enkelt er virkeligheden ikke, mener sundhedsøkonom og projektchef hos Dansk Sundhedsinstitut Jakob Kjellberg.

Han var sidste år med til at lave en undersøgelse, der konkluderede, at der stort set ikke er sket en ændring af ventetiderne, mens VK-regeringen har siddet ved magten.

Ifølge Jakob Kjellberg er ventetider dog uhyre komplicerede at opgøre, da man kan anskue det på mange forskellige måder. Eksempelvis gør det stor forskel, om det handler om bagudrettede eller fremadrettede ventetider.

- Man kan sige, at begge partier har ret og uret, for alt efter hvilke opgørelsesmetoder man bruger, kan man både argumentere for, at ventetiderne er de samme, og at de er faldet, siger Jakob Kjellberg.

SF henviser da også til hjemmesiden venteinfo.dk, som hører under Sundhedsstyrelsen, når partiet skal underbygge Villy Søvndals påstand. Venteinfo.dk oplyser "vejledende ventetider", mens de statistikker, Venstre bruger, er såkaldt "erfarede ventetider".

Tirsdag angreb Venstre også Villy Søvndal. Da var det størrelsen af kommunernes besparelser, der var stridspunktet.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: