Lars Løkke Rasmussen første kritiker, tidligere folketingsmand Preben Rudiengaard, siger nu, at Løkke bør fortsætte som formand for Venstre.

- Jeg er ikke ude på at vælte Lars Løkke eller at lave et kup. Jeg har bare sagt min mening og har ikke lavet undergravende virksomhed, siger Preben Rudiengaard til bt.dk.

Da historien om, at Løkke havde brugt 152.000 kr. på habitter, slips, sokker og boxershorts kom frem i Ekstra Bladet for et par uger siden, var Preben Rudiengaard det første medlem af Venstre, der tog bladet fra munden.

- Det er noget lort, at der er bilagsrod hele tiden, sagde han, hvorefter en række lokalformænd tilsluttede sig kritikken.

Preben Rudiengaard siger nu, at han har svært ved at forholde sig til kravet om, at Løkke skal trække sig som formand.

- Han er en eminent dygtig politiker. Jeg så da meget gerne Lars fortsætte, for vi har ikke andre. Men vi kan ikke holde til mere rod af den kaliber, som vi har set. I Venstre har vi altid kørt en sober linje, og frustrationerne går dybt ind i partiet. Der er kun én vej, og det er at få styr på det. Jeg har det sådan, at hvis der dukker flere bilag op, så vil jeg og mange sindige jyder i Venstre siger: 'No way, Lars.' siger Preben Rudiengaard.

De sidste uger har rækken af kritikere i partiet vokset sig længere dag for dag. Kun et mindretal har imidlertid talt om, at Lars Løkke bør gå.

Sagens hovedperson sagde tirsdag, at han stadig betragter sig selv som den rette til at stå i spidsen for Venstre.