Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator og har skrevet følgende klumme:
Med den store rokade for præcis en uge siden sagde Lars Løkke Rasmussen farvel til Bertel Haarder. Var det en klog beslutning?
Da Bertel Haarder for en uge siden fik et opkald fra sin regeringschef, modtog han en trist besked.
I samtalen gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at Kulturministeriet ikke længere hørte med til Venstres portefølje, og at Bertel Haarder derfor ikke skulle fortsætte i regeringen. I erkendelse af, at han ikke overbragte en god nyhed, kunne Løkke dog tilbyde Bertel Haarder en ny udfordring som generalkonsul i Flensborg.
Derved blev det. Bertel Haarder tog imod sit nye hverv, og udadtil holdt han i de næste dage ansigtet i de rette folder, indtil han over for BT erkendte, at han var ærgerlig over at skulle stoppe som minister. Ret usædvanligt gjorde han det også klart, at han følte sig lidt snydt af Løkke, for som han forklarede, stod han efter valget i 2015 med gode muligheder for at blive valgt som formand for Folketinget. Men ifølge eget udsagn foreslog han, at han kunne træde til som kultur- og kirkeminister, så Pia Kjærsgaard kunne blive valgt til den ærefulde formandspost – hvilket i flere år har været en drøm for Kjærsgaard og ledelsen i Dansk Folkeparti.
Men som Bertel Haarder konstaterede over for BT, havde han aldrig peget på den løsning, hvis han havde vidst, at han kun ville få 17 måneder som øverste politiske chef i Kulturministeriet.
»Jeg synes ikke, man skal lyve, så jeg vil ikke skjule, at jeg gerne ville have fortsat – jeg syntes, jeg var godt i gang,« lød det fra Bertel Haarder, som dog understregede, at han havde fået en ny dejlig udfordring, som han ville gå til med fuld musik. Han fortalte også, at han vil blive installeret i et hus med en pragtfuld udsigt over Flensborg Fjord. Hvilket ville slutte cirklen i et fornemt livsforløb, for Bertel Haarder er født og opvokset på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord.
Kender man Bertel Haarder ret, vil han da også snart trives med sin nye opgave og udfolde al den entusiasme, som er en del af hans DNA, og han er bestemt ikke en politisk skæbne, som man skal ynke. Tværtimod har han gennem en imponerende karriere opnået næsten alt. Han har været medlem af Folketinget i en menneskealder, han har været medlem af Europa-Parlamentet, og med sine ufattelige 22 år i skiftende ministerstole har han sat en rekord, som bliver svær at slå, og så har han for resten også arbejdet ihærdigt for den nordiske sag.
Ser man på Bertel Haarders livsbane, er det mest bemærkelsesværdige imidlertid ikke alle avancementerne, titlerne og ordenerne, som han kan sætte på sit bryst, men derimod den nysgerrighed, videbegærlighed og selvstændighed, der har gjort ham til en så interessant aktør i dansk politik. Han har gjort sig umage, han har tænkt egne borgerlige og liberale tanker – også når de gik imod tidsånden, og når han var i massivt mindretal – og han repræsenterer i dag en viden og en dannelse, som ikke er en selvfølge på Christiansborg.
Det er disse egenskaber, som i de senere år har løftet ham op i en særlig klasse af politikere, som mange danskere ikke nødvendigvis er enige med, men som de respekterer for det åbenlyse engagement, de udviser. Et andet eksempel kunne være Mogens Lykketoft, hvis indre ild heller ikke synes at kunne slukkes. De to har bestemt også fået noget ud af politik på det personlige plan – med solide lønninger og velpolstrede pensioner – men ingen, der møder dem, kan være i tvivl om, at det først og sidst er engagementet, der er drivkaften.
Med Bertel Haarders lange historie i dansk politik – og med fødselsåret 1944 – er det svært at klandre Lars Løkke Rasmussen for, at han valgte at sige farvel til Haarder og lod yngre kræfter fortsætte i den nye VLAKregering.
Som bekendt havde Løkke en bunden opgave: Trods etableringen af flere nye ministerier, så det samlede antal ministerier kom op på 22, betød indlemmelsen af Liberal Alliance og de Konservative, at statsministeren i sidste ende var nødt til at fyre fire V-ministre. Foruden Haarder gik det ud over Jørn Neergaard Larsen, Hans Christian Schmidt og Peter Christensen, som måtte forlade henholdsvis Beskæftigelses-, Transport- og Forsvarsministeriet. At skulle udstede disse fyresedler og samtidig rokere rundt på partifæller, som rent faktisk havde gjort det godt som ministre – bl.a. Troels Lund Poulsen, Søren Pind og Sophie Løhde, der blev sendt ud af Erhvervs- og Vækstministeriet, Justitsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet – var absolut ingen fornøjelse.
Løkke kaldte det selv for en »rædselsfuld« opgave i et interview i Berlingske tidligere på ugen.
Kunne kabalen være lagt anderledes? Ja, det kunne den selvfølgelig, for ikke alle ministervalg synes lige logiske og overbevisende, men som altid er fordelingen af poster dikteret af en lang række svære hensyn, hvor bl.a. partiernes styrkeforhold og interne magtstrukturer i de enkelte partier spiller ind.
Med Bertel Haarder som den minister, der uden sammenligning havde opnået at få flest år som minister og samtidig havde overskredet pensionsalderen med flere år, var det oplagt at sige farvel.
Nøgternt set vil det også være meget at hævde, at efterfølgeren i Kulturministeriet – som blev Mette Bock fra LA – ikke er kvalificeret, for hun har solid indsigt i de sager, som hun fra nu skal til at forme som minister.
Alligevel er det et interessant spørgsmål, om det var klogt at skille sig af med Bertel Haarder? For netop i kraft deres unikke erfaring kan personligheder som Bertel Haarder være med til at give identitet og personlighed til en regering og medvirke til at skabe bånd til befolkningen. Den slags personligheder kan ikke umiddelbart erstattes af de unge, ambitiøse og fremstormende politikere, der til tider lader spindoktorer formulere ikke alene deres ord, men også deres tanker.
I den nye VLAK-regering sidder flere ministre, der har haft særdeles omtumlede karrierer og været tæt på at blive begravet af møgsager. Der er ministre, som i sjælden grad har skiftet parti, flyttet rundt på standpunkter og betjent sig af ultimative krav. I den situation ville Bertel Haarder med sine rodfæstede grundholdninger og klare værdier måske ikke have været så dårlig at have med som inspiration og pejlemærke.
