Der venter en dramatisk dag for Grækenland, der kan give rystelser i hele Europa.

Det rungede helt ind i EU's korridorer i Bruxelles, da den græske regering anført premierminister Alexis Tsipras i slutningen af juni besluttede, at det græske folks skulle spørges, før Grækenland sagde ‘ja’ eller ‘nej’ til en ny aftale med landets kreditorer.

I dag er det så skæbnedagen, hvor det græske folk skal til stemmeurnerne.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

Selv om der lige nu hersker stor forvirring om, hvad der vil ske ved et henholdsvis græsk 'ja' eller 'nej', giver Danske Banks privatøkonom, Las Olsen, her sit bud på, hvad effekterne af folkeafstemningen vil være i Danmark.

Hvis grækerne stemmer ja
»Hvis grækerne stemmer ja, vil der sandsynligvis ske det, at krisestemningen aftager lidt. Herhjemme vil vi komme til at se lidt højere renter, fordi investorerne i højere grad tør investere andre steder, især i Sydeuropa, hvor de får mere for deres investering,« siger Las Olsen.

Hvis grækerne stemmer nej
»En rygmarvsreaktionen vil være, at investorerne flytter deres penge hen, hvor det er mere sikkert, og det er Danmark. Det vil betyde flere rentenedsættelser, og så er det lidt billigere, hvis man står overfor at købe hus,« siger Las Olsen.

Hvad hvis Grækenland kollapser?
Hvis det bliver et nej, og Grækenland ender med at gå konkurs, er det meget usikkert, hvad der kommer til at ske. Målt på direkte effekter, ser Danmark dog ud til at slippe billigt.

»Ser vi på den direkte effekt, så har Danmark meget lidt samhandel og nærmest ingen penge investeret i Grækenland. De andre europæiske landes investeringer er også blevet mindre,« siger Las Olsen og uddyber, der kan gemme sig overraskelser.

»Det, som vi ikke ved, er, om der gemmer sig et eller andet, som vi har overset. I 2008 lod USA Lehman Brothers gå konkurs. Man tænkte dengang, at det var et isoleret tilfælde, og det derfor næppe fik de store konsekvenser. Det gjorde det,« siger Las Olsen med henvisning til, at Lehman Brothers-krakket i efteråret 2008 startede den al for velkendte finanskrise.

Bt.dk følger i dag det græske valg.