Der er principielle grunde til, at den borgerlige fløj ikke vil tvinge politikere til at være åbne omkring bijob og andre økonomiske interesser, vurderer valgforsker Roger Buch.

Det går i clinch med liberale og konservative tanker om privatliv, hvis politikere skal tvinges til at oplyse, om de tjener penge på andet end deres arbejde i Folketinget.

Det er ifølge valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole årsagen til, at Liberal Alliance og de Konservative fortsat vil lade det være frivilligt for folketingsmedlemmerne at oplyse deres bijob eller økonomiske interesser i det såkaldte hvervsregister.

»Der er ingen tvivl om, at det primære og principielle for den blå blok er, at det her strider mod gamle liberale og konservative dyder. Nemlig det enkelte individs rettigheder og ikke mindst retten til privatliv,« siger Roger Buch.

»Men der er selvfølgelig onde tunger, der vil sige, at der især er andre økonomiske interesser og bijob i den blå blok sammenlignet med rød blok. Og så er det klart, at man er bekymret for at få en granskning i private forhold hos politikerne, så det er det, der kommer til at fylde i medierne i stedet for en diskussion af politik,« siger han.

Det obligatoriske hvervsregister er kommet på tale efter anbefaling fra Europarådets antikorruptionsorgan, GRECO. Registreringen er for eksempel obligatorisk i Sverige, og Socialdemokraterne, de Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker den samme åbenhed i Danmark.

Og selv om også borgerlige vælgere nok går op i åbenhed, mener valgforskeren ikke, at modstanden mod den obligatoriske registrering vil koste de borgerlige partier stemmer.

»Sandheden er jo nok, at hvis man spørger vælgerne, hvad der afgør en stemme ved et folketingsvalg, så vil det her komme uendeligt langt nede på listen. Det er ikke en stor politisk vindersag,« siger Roger Buch.

Han er dog ikke i tvivl om, at man som politiker bliver mest populær hos vælgerne ved at lægge alt frem:

»Men spørgsmålet er, om det er det, man vil som politiker. Vil man tækkes vælgerne eller stå fast på nogle principper.«