Regeringens vækstskøn vil blive nedjusteret til december, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard. Venstre efterlyser flere vækstinitiativer.

Der er udsigt til endnu en nedjustering af regeringens vækstskøn. Det fortæller økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) efter et samråd på Christiansborg torsdag.

»Hvis du spørger os i dag, hvad vores forventninger er til decemberskønnet, så peger de nye oplysninger på en nedjustering,« siger han med henvisning til BNP-tallene for 2. kvartal, der blev offentliggjort for nylig.

Ministeren mener ikke, at en nedjustering af vækstskønnet vil bringe Danmark ud over de tre procent i underskud, som EU tillader.

»Det kommer helt an på, hvad der fører til den lavere vækst. Vi har set en afmatning på eksportmarkedet, men samtidig er der kommet mere gang i den indenlandske efterspørgsel. Og den har en meget mere direkte indflydelse på den offentlige saldo, fordi det handler om, at folk kommer i arbejde og går fra at være på overførsel til at betale skat,« siger Morten Østergaard.

Torsdag var han kaldt i samråd af Venstres Jacob Jensen (V) netop for at redegøre for regeringens vækstskøn. Resultatet får Venstre til at efterspørge mere luft i regeringens beregninger.

»Vi tror sådan set, at regeringen skønner så godt, som de kan. Vi er bare bekymrede for, om skønnet ligger for højt i forhold til de udsigter, vi kan se ude i verden,« siger han.

»I Ukraine går det ikke for godt, og Tyskland er gået i stå. Derfor vil vi blot animere til, at regeringen giver noget mere luft og laver flere vækstinitiativer på finansloven. På den ene side ligger de sig helt til kanten af underskuddet i forhold til, hvad EU-henstillingen kan tåle, og samtidig har de nogle høje skøn hvad væksten angår,« siger Jacob Jensen, der er økonomiordfører for Venstre.

For at undgå at nedjusteringen skal føre til nedskæringer, så mener han ikke overraskende, at regeringen bør lave finanslov med Venstre.

»Vi mener, at vi bør samarbejde om en finanslov. Når ministeren allerede nu forventer en nedjustering, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke agerer på det ved at tage imod Venstres opfordring til at gå i gang med flere vækstinitiativer i finansloven,« siger Jacob Jensen.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard mener, at man bør hæfte sig ved, at dansk økonomi trods alt er i bedring.

»Det går ikke så hurtigt, som vi kunne ønske os, men det ændrer ikke på, at dansk økonomi er i fremgang,« siger han.

Hvor meget regeringen regner med at nedjustere det eksisterende vækstskøn til, vil ministeren ikke sige noget om.