Patienterne farer for ofte vild i gråzonerne mellem de regionale hospitaler, de praktiserende læger og de lokale sundhedstilbud om genoptræning og hjemmepleje ude i kommunerne. Derfor bør alle sundhedstilbud samles og styres ét sted – i regionerne, skriver Berlingske.
Dét er hovedindholdet i et nyt udspil fra Venstres gruppe i Region Hovedstaden, som dermed affyrer startskuddet til et nyt indædt opgør om, hvilke instanser der er bedst til at styre velfærdssamfundets mange opgaver. Et opgør, der venter lige om hjørnet, når SRSF-regeringen om kort tid præsenterer kommissoriet for en kommende evaluering af den storstilede kommunalreform fra 2007, som vendte op og ned på den offentlige sektor og flyttede et hav af opgaver rundt mellem kommuner, regioner og stat.
- Kommunerne er af varierende størrelse og har svært ved at tage sig af bl.a. den genoptræning og forebyggelse, som de skal. Samtidig står vi i en situation, hvor der kommer stadig flere ældre, og hvor brugen af telemedicin flytter grænser mellem sektorerne. Tiden må derfor være kommet til, at vi får et enstrenget system, siger gruppeformand Bent Larsen (V), Region Hovedstaden, til Berlingske.
I et nyt debatoplæg foreslår partiet, at alle kommunale aktiviteter på sundhedsområdet så som forebyggelse, rehabilitering, socialpsykiatri og hjemmesygepleje overgår til regionerne. Tilsvarende skal de sundhedshuse, som er under opbygning med »nære« sundhedsopgaver, organiseres under regionerne med brugerbestyrelser, der har deltagelse af kommuner, læger og hospitaler.
Desuden skal de praktiserende læger, der i dag er selvstændige erhvervsdrivende, ansættes under regionerne, som skal have ledelsesretten på dette felt. Argumentet er bl.a., at de praktiserende læger i forvejen får alle deres indtægter fra regionerne i forlængelse af aftaler, som reguleres gennem en række overenskomster.
Udspillet modtages positivt i regionale kredse, også blandt folk i S, SF og de Radikale. Men hverken i kommunerne eller i Venstre på Christiansborg er der opbakning til udspillet.
- Det lyder skrækkeligt og peger i den helt forkerte retning. Udgangspunktet må være, at opgaverne og ansvaret for dem varetages så tæt på borgerne som overhovedet muligt, siger næstformand i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin (V) til Berlingske.





















