Blå støttepartier kritiserer, at Venstre vil kræve gebyrer fra boligejere, der klager over boligvurderinger.

København. 2000 kroner i gebyr for at klage over en skæv vurdering af ens bolig er alt for meget, lyder det fra blandt andet Dansk Folkeparti og De Konservative.

Men regeringen fastholder sin ambition om at indføre et klagegebyr på 500 til 2000 kroner, når boligejerne fra 2019 igen får mulighed for at klage over de fejlbehæftede ejendomsvurderinger.

- Det er en form for disciplinerende faktor, at man ikke bare per ren automatik indgiver en klage for at sige "går den, så går den", siger finansordfører Jacob Jensen (V).

- Der skal være en eller anden form for tankevirksomhed og substans bag, inden man indgiver en klage.

Ordføreren understreger dog, at man vil få klagegebyret tilbagebetalt, hvis man får medhold i sin klage.

- Men hvis man ikke får ret, så synes vi, det er rimeligt nok, hvis man selv skal betale en lille del af den omkostning, der er ved at behandle klagen, siger han.

Fra 2013 til 2018 er det ikke muligt at klage over vurderingerne på grund af massive fejl i det tidligere vurderingssystem. Men når det fra 2019 igen bliver muligt at klage, vil regeringen indføre klagegebyret.

Da boligejerne fra 2013 til 2018 har fået fire løbende vurderinger, kan gebyret i alt blive 8000 kroner.

Det møder kritik fra blandt andre Dansk Folkeparti, at boligejerne skal betale gebyr for hvert enkelt år. Om den kritik siger Jacob Jensen:

- Det er selvstændige år og dermed også selvstændige vurderinger og sagsgange. Når det så er sagt, er det noget, vi kigger på i forhandlingerne.

Venstre er ifølge ordføreren også klar til at forhandle om gebyrets størrelse.

- Vi har spillet ud med det her niveau, men det skal vi jo forhandle nu, siger han.

Derudover deler Jacob Jensen ikke støttepartiernes frygt for, at gebyrer på "et par tusinde kroner" vil skræmme nogle boligejere fra at klage.

/ritzau/