Hvorfor er Sass ikke længere en farlig mand?

Det spørgsmål vil Venstres folketingsmedlem Martin Geertsen nu stille statsminister Helle Thorning-Schmidt, efter Henrik Sass Larsen fredag er blevet udnævnt til erhvervs- og vækstminister. Martin Geertsen er samtidig den første i oppositionen, som kommer ind på det ømtålelige emne, efter dagens udnævnelse af Sass.

Efter valget i 2011 ville Thorning til alles overraskelse ikke udnævne Sass til minister, fordi han med hendes egne ord ikke kunne sikkerhedsgodkendes af PET på grund af et møde med en rocker i hjembyen Køge.

- Først og sidst tillykke til Sass, som unægtelig har gået grueligt meget igennem. Jeg undrer mig dog over, at Sass nu pludselig ikke længere er en farlig mand. Men hvad er det dog, der har ændret sig i løbet af de seneste par års tid? Det skylder Statsministeren stadig svar på, siger Martin Geertsen.

Sidste sommer trak statsministeren i land og udtalte, at ministre slet ikke skal sikkerhedsgodkendes af PET, og Geertsen vil nu en gang for alle have klarlagt om Helle Thorning-Schmidt har brugt PET som løftestang til at holde Sass ude af regeringsholdet af politiske årsager.

- På det forliggende grundlag kan jeg ikke tolke det anderledes end, at Thorning holdt PET foran sig i en politisk udelukkelse af Sass. Det er jo grundlæggende helt uacceptabelt. Og Statsminister skal nu svare på en række spørgsmål om det forhold, siger Geertsen.