V-profil talte dunder på direkte tv - og blev afsløret af minister på Facebook


Justitsminister Karen Hækkerup var torsdag morgen indkaldt til samråd i Retsudvalget for at svare på, hvordan hun vil sikre kunstnere som Yahya Hassans ret til at ytre sig frit. Kort efter mødet sad V-profilen Michael Aastrup Jensen på TV2-News og fortalte, at han ikke havde fået svar på sine spørgsmål. Men han var slet ikke til stede.

- Hvor sort! Lytter lige nu til Michael Aastrup Jensen fra venstre sidde og udtale sig om hvorvidt han fik svar på sine spørgsmål, på morgenens samråd i retsudvalget. Han var overhovedet ikke til stede! Ville da ellers gerne have svaret på hans spørgsmål, skriver justitsminister Karen Hækkerup på sin Facebookprofil.

Justitsministeren vil ikke skærpe reglerne for udvisning

Michael Aastrup Jensen indrømmer, da bt.dk kontakter ham, at han ikke var til stede på mødet.

- Jeg kunne af familie-årsager ikke være til mødet. Men jeg fulgte det på tv, siger han.

Han kan ikke svare på, om der var andre fra Venstre, der stillede de spørgsmål, han selv ville have stillet. Michael Aastrup Jensen konstaterer alligevel, at han ikke fik svar på sine spørgsmål, selvom han ikke er sikker på, de blev stillet.

- Jeg fik ikke svar på, hvordan regeringen vil sørge for at beskytte Yahya Hassan og andre kunstnere. Jeg klager ikke, men jeg ville gerne have haft en garanti fra regeringen, siger Michael Aastrup Jensen.

Karen Hækkerups Socialdemokratiske kollega, Trine Bramsen, har også kommenteret på, at Aastrup Jensen ikke var til mødet, men alligevel klager.

- Michael Aastrup Jensen deltog ikke i morgen-samråd med minister. Alligevel sidder han nu på TV2 News og påstår, at han slet ikke fik svar på sine spørgsmål. Det er trods alt en god idé at møde op, hvis man vil stille spørgsmål, skriver hun på Facebook.

Læs også: