Nye tal viser ifølge S, at hf i provinsen bliver ramt hårdt af karakterkrav. Nej, siger undervisningsminister.

København: Mens forhandlingerne om gymnasiereformen er på vej ind i sin afgørende fase, er V-regeringen og Socialdemokraterne blevet uenige om konsekvensen af at indføre et karakterkrav for at komme i gymnasiet og hf.

På et samråd i Folketinget fremhævede Socialdemokraternes landdistriktsordfører, Magnus Heunicke, en ny opgørelse fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

Opgørelsen viser, hvor mange af hf-eleverne der målt i 2014-tal ikke ville kunne klare regeringens forslåede karakterkrav på 4 til en gymnasial uddannelse.

- Det er nogle meget, meget alvorlige tal. Og der er stor forskel, hvis man ser på, hvem det rammer. Om det er landdistrikter eller byer, som i forvejen har en lang uddannelsestradition, siger Magnus Heunicke.

Han er bekymret for, at partierne forhandler en gymnasiereform på plads, som vil skævvride Danmark. Heunicke fremhæver, at flere end fire ud af ti hf-elever i eksempelvis Frederiksværk, Kolding, Sønderborg og Jammerbugt ikke ville klare kravet.

Socialdemokraternes fremstilling af tallene dog langt fra fair, mener Ellen Trane Nørby.

Hun påpeger, at regeringen dels vil styrke det faglige niveau i grundskolen, så flere måske kan klare kravet. Og dels vil åbne en mulighed for at komme på hf efter en kompetencevurdering i stedet for ud fra ens karakterer.

- Fra regeringens side foreslår vi, at der skal være et særligt optagespor for dem, som ikke kommer direkte fra grundskolen. Det er 64 procent af dem, der går på hf i dag.

- Og i landdistrikterne ved vi, at det kan være endnu flere. Derfor kan man ikke bare sige, at regeringens udspil betyder, at der er 51 procent i Guldborgsund, som ikke kan komme ind, siger Ellen Trane Nørby.

Hun afviser, at et karakterkrav vil øge polariseringen mellem land og by. I alt vil 11 procent af eleverne opgjort i 2014-tal blive ramt af karakterkravet. Det svarer til 6300 elever. Men de er langt fra entydigt fordelt kun på landkommuner.

- De kommuner, som berøres mest af karakterkrav, er Ishøj, Vordingborg, Halsnæs, Morsø, Odsherred, Brøndby, Ringsted.

- De kommuner, som vil blive berørt mindst, er Kerteminde, Nordfyn, Solrød, Allerød, Skanderborg, Hørsholm, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Langeland og Favrskov, siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

- Begge lister er kendetegnet ved, at de rummer alle typer kommuner. Der er både landdistriktskommuner og bykommuner. Derfor går jeg ikke med på præmissen om, at det udelukkende er et landdistriktsproblem.

/ritzau/