V og LA kræver kvalitet frem for kvantitet på uddannelserne

Udbuddet af uddannelser skal matche arbejdsmarkedets behov, lyder det fra Venstre i kølvandet på rapport fra Produktivitetskommissionen, der konkluderer, at Danmark får for lidt ud af uddannelsessystemet.

Danmark får alt for lidt ud af et ellers dyrt uddannelsessystem, viser en netop offentliggjort rapport fra Produktivitetskommissionen. Det vækker stor bekymring hos Esben Lunde Larsen (V), der er Venstres ordfører for videregående uddannelser.

»Vi får slet ikke, hvad vi betaler for i det danske uddannelsessystem. Selv om Danmark er det land, som bruger flest penge på uddannelse, ligger vi alligevel ikke i toppen på internationale lister, og det er stærkt bekymrende. Niveauet er simpelthen for lavt på flere danske uddannelser, og det kommer til at ramme os hårdt, hvis det ikke bliver rettet op,« udtaler Esben Lunde Larsen i en skriftlig kommentar.

Ifølge Produktivitetskommissionen er især niveauet på flere uddannelser, herunder læreruddannelsen, for lavt. Samtidig uddanner vi for skævt i forhold til, hvad der er brug for på fremtidens arbejdsmarked.

Der skal derfor løbende evalueres, hvilke uddannelser der er brug for i samfundet, mener Venstre.

»Vores unge er for lidt bevidste om, hvilke job deres uddannelse kan føre til, og vi er endt med, at flere unge højtuddannede arbejder som ufaglærte. Venstre vil drøfte behovet for i højere grad at dimensionere uddannelserne med uddannelsesminister Morten Østergaard (R), så udbuddet af uddannelser matcher arbejdsmarkedet bedre,« siger Esben Lunde Larsen.

Hos Liberal Alliance opfordrer uddannelsesordfører Merete Riisager (LA) regeringen til at droppe sit fokus på antallet af studerende og i stedet kigge på kvaliteten af de studerende.

»Regeringen har med sine ønsker om at presse flest muligt gennem ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser gjort uddannelsessystemet til en pølsefabrik, der sprøjter studenter og kandidater ud, men hvor kvaliteten af eksamensbeviserne bliver ringere og ringere. Det er et kæmpe svigt af de unge i Danmark,« siger Merete Riisager og påpeger, at kommissionen begrunder den dårlige kvalitet med den såkaldte taxameterordningen.

»Det skal vi have gjort op med. Vi skal have et nyt system, så uddannelserne ikke får penge efter, hvor mange de får igennem, men hvor dygtige de studerende bliver. Vi skal have et fagligt taxameter,« siger hun.