Regeringen har indgået sensationel skatteaftale med Venstre og Konservative

Det kom som noget af en overraskelse, da regeringen, Venstre og de Konservative fredag aften kunne meddele offentligheden, at de havde indgået en skatteaftale. Det var da også en mere end almindelig glad finansminister, Bjarne Corydon (S), der klokken 19.02 trådte ud af finansministeriets dør og proklamerede, at aftalen var en realitet.

- Vi har skrevet historie ved at skabe bredt samarbejde for første gang i mange år.

Aftalen kommer i hus blot fire timer efter at Venstre, med tidligere skatteminister Peter Christensen i spidsen, igen meldte sig klar til at forhandle med regeringen.

- Vi er meget tilfredse med aftalen. Ikke mindst fordi vi har fundet ægte skattelettelser for syv milliarder, og at vi undgår at forringe vilkårene for folkepensionisterne og boligejerne, som vi havde ønsket.

Læs Også: Fakta: Her er indholdet af skatteaftalen

Venstre og dets formand Lars Løkke, har den seneste uge været udsat for massiv kritik, fordi de forlod forhandlingerne. Flere - ikke mindst de konservatives formand, Lars Barfoed - har kæmpet en hård kamp, for at få Venstre tilbage til forhandlingsbordet. Det lykkedes, og selvom formand Løkke, der stadig befinder sig til klimatopmøde i Rio, ikke selv var tilstede til at drikke den kaffe, som finansministeren havde stillet V og K i udsigt, da de dukkede op til forhandlingerne, så var det alligevel ham der sagde "go" til aftalen.

- I Venstre taler vi meget sammen, og vi har da også med vores formand flere gange undervejs. Det er da også ham, der i den sidste ende har sagt "nu slår vi til", fortalte Peter Christensen.

Hverken regeringens støtteparti, Enhedslisten, eller Liberal Alliance kom altså med i den skatteaftale, der blev indgået fredag aften.

Der var heller ikke mange kommentarer fra skatteordfører Frank Aaen:

- Det er jeg slet ikke klar til at tale om endnu. Det ser meget slemt ud, sagde han kort til bt.dk, inden finansministeren præsenterede det overraskende forlig.